Essays

2024 - 12 - 9

Regnskabets time

I folkeskolen havde vi regning, vi lærte, at 2+2 giver 4. Det lærer de stadig - heldigvis. Nu hedder det matematik.

Tallene giver os en rettesnor - hvis ellers to plus to er lig fire! Det er en kalkule, vi kan regne med, en brugbar metode til overlevelse.

Jeg kunne godt lide regning, - det udviklede den logiske tænkemåde. Jeg havde en barndomsven, som havde det på samme måde. Vi holdt meget af at lave lektier i regning, 

som vi næsten altid fik for.

Så sammenlignede vi vore resultater,-  som regel havde vi begge løst opgaverne korrekt.

Jeg sad i stuen og ventede på at høre hans træsko klapre på de toppede brosten

i gården, når han kom til vores hus - i al slags vejr, i lys og mørke. Kan stadig i mit indre øre høre de klaprende lyde.

Bank, bank på døren. Og regnehæfterne frem.
Regnestykkerne skulle afstemmes, skulle stemme! Hvis de gjorde, var de rigtige og sande.
Det var et projekt, ikke kun på det konkrete, numeriske niveau, men også på det abstrakte, moralske, - på vegne af vor indre samvittighed.

Siden fortsatte min barndomsven i tallenes verden, studerede matematik og datologi, og

fik en stor betydning i samfundet - bla. ved at udbrede internet i hele landet.

Selv gik jeg bogstavernes vej, læste litteratur, - skrev også lidt.

Som voksen lærte vi senere, at der findes mange slags regnskaber, - også de kreative.

For eksempel smart kreativ bogføring. 

Ja, til vor overraskelse og skuffelse gav to og to ikke altid fire?

Vi præsenteres dagligt for mange tal og statistikker i medierne. Tal er ofte som bolde hos jongløren i cirkusset!

Den ene dag er der et beløb i statskassen, den næste et andet. Her handler det ikke om beløb med 1, 2  eller 3 cifre,
men med 10 cifre! Og så er der regnefejl på milliarder. 
Det svimler for mig ved nyhederne om så og så mange dræbte i krigene - den ene dag er tabstallene sket på to år,
den næste på en uge.

Og hvad med det store CO2 regnskab? Bliver kloden 1,5 - 2 - 3 - eller 4 grader varmere?

Om hvor mange år? Det er ubegribeligt for min logiske sans, at de rige lande kan købe CO2 kvoter hos andre -
så de kan altså handle med tallene! Men CO2-udslippet er altså status quo - siger min logiske sans.
Et kreativt talbedrag.

Hvad med det moralske regnskab? Blev det sparet bort?

Videnskaben - den naturvidenskabelige - regnes sommetider for ‘nul og niks’ - af dem, der via en demokratisk
stemmeoptælling har fået magten til at bruge de tal, der passer deres politiske projekt bedst.

De har fået magten tildelt af bla folk, hvis største kapital er deres arbejdskraft, men hvor merværdien herfra
med stor sandsynlighed bruges til betaling af dyre ‘sorte’ privatfly, der neglicerer det store aftryk på CO2 regnskabet. 

Og videnskaben selv kan også købes for money, så tallene stemmer overens med køberens drøm for fremtidig vækst.

Hvad skal mon dog kalkulere med? 

Og hvis det hele var en regnefejl fra begyndelsen af livet, kan det blive svært at vide for barnet, hvad det skal regne med.

Hvornår kommer facit? Når regnskabets time banker på døren. Bank, bank.

Og den time kommer altid, det er så sikkert, som at 2 + 2 giver 4.

2024 - 10 - 23

At slå tiden ihjel

Med tiden bliver tiden kostbar! Det er vist en erfaring, alle ældre gør sig?
Stopuret tikker ned mod - stop.

Da jeg i går tog til et foredrag inde i byen, fik jeg en 'mavepuster'  eller en art erkendelse ud over det sædvanlige.
Det viste sig, at jeg havde taget fejl af datoen for foredraget om Louis Pio, den danske pioner af sociale forbedringer for arbejderklassen i Danmark - bl.a. arbejdernes ret til at danne fagforeninger og til at strejke. Han betragtes også som indirekte grundlægger af Socialdemokratiet i 1871.
Men statsmagten fængslede ham - efter et stort møde i København, hvor han selvfølgelig agiterede for arbejderens rettigheder.
Efter fængselopholdet i 5 år var han nedbrudt og blev tvunget til at emigrere til USA, hvor han døde som 52-årig i Chicago.

Socialdemokratiet i Danmark voksede sig imidlertid større og større - sådan som det skete i mange andre lande, efterhånden
som levestandarden forbedredes - via teknologiske opfindelser - for befokningerne. Ja, Socialdemokratiet har i mange år siden
Louis Pio samlet set været det regerende parti i Danmark - og var det alene også indtil sidste folketingsvalg i 2022, hvor partiet fik over dobbelt så mange stemmer som det næststørste parti. Men alligevel valgte vor statsminister at dele magten med to andre partier. 

Det er så en anden historie!  For nu siger alle prognoser, at partiet er reduceret markant, fører kun lidt over det næstestørste
parti SF (Socialistisk Folkeparti). Dette socialistiske parti (SF) fik ligefrem flest stemmer ved valget til EP (Europa Parlamentet). Det er der jo fremtid i! 

Paradoks nummer 1: Louis Pio dør i USA, - et land, der nu har en republikansk præsidentkandidat, der forbander al socialisme - SAMTIDIG med, at han tordner mod 'eliten' - ' den dybe stat', magten i den demokratiske regering. Er der en gnist af logik og sammenhæng i tankegangen? Overhovedet ikke! Det er Demokraterne, der kæmper for forbedrede forhold for arbejderne og de fattige, fx. med deres sundhedspolitik (med fx. Obama Health Care). 

Paradoks nummer 2: Jeg ønskede at høre et foredrag om en pioner, om én mand, der gav håb for verdens fysisk hårdt arbejdende befolkning - og dem der er uden arbejde, men kom til et foredrag om  kriminalitet, vold, tyveri og mord (om den såkaldte Boyebande i Nordvestfyn  medio 1800-tallet).  Foredragsholderen var da en morsom fortæller, - som min sidemand sagde - ja, stod endda med et 'smørret grin' og fortalte bloddryppende historier om henrettelser. Folk lo. 

Her var det, jeg blev 'ramt' af en trist erkendelse: Jeg sad og spildte min kostbare tid, - ja, jeg slog vel ligefrem tiden ihjel!
Først i sidste minut af det groteske fordrag rejste jeg mig med kvalmende fornemmelser og forlod salen. Foredragsholderen kiggede efter mig. Nikkede jeg til ham - ja, som den velopdragne og lydige kvinde jeg er! 

At slå tiden ihjel er en dødssynd. Det er 'morderisk'. Nå, jeg tog fejl af en dato. Errare humanum est.
Jeg tilgiver mig selv.

2024-8-9

En vandringskvindes tanker

Regnen var endelig ophørt, og momentvis tittede solen frem. 

Hun tjekkede sin mobil for temperatur, 21 grader. Nå, så behøvede hun ikke tage jakke på.

Hun kaldte på hunden og sagde: Skal vi gå tur? - Og halen gik!

Det føltes alligevel lidt køligt, fordi det blæste - mere end hun havde regnet med. Hun ville gå hurtigt, men hunden strittede imod. Nå ja, han skulle jo snuse til hvert et græsttrå, syntes hun. 

Hun mumlede for sig selv: Hvor er jeg dog dum, at jeg ikke tog jakke på. Det ligner mig ikke!

Bedre at have for meget end for lidt på, sagde hun altid til sin mand. Du kan jo altid tage tøj af, hænge det om hoften eller skulderen, men det er svært at tage noget på, du ikke har med!

Denne kvinde på nu 75 år, ville gerne passe på sig selv, men indimellem glippede det altså!

Hun slap hunden fri inde i skoven - selvom det var forbudt, -  for så kunne hun gå hurtigere for ikke at blive kold.  Hunden fulgte altid med, - den passede jo på hende. Det var på en smal øde sti, hvor der hverken kom cyklister eller ryttere. For ellers var det for risikabelt - for både dem og hunden!

Men det skete trods alt alligevel, at de mødte disse ‘farer’ i skoven, når han var fri, og det var en ren tumult og hektisk råben og banden - mest fra hende, for hun skulle jo råbe højt, for at han lystrede. Altså stod stille og ventede på hende med selen.

Nu begyndt hun at tænke på, hvor heldig og priviligeret, hun faktisk var! Med mand og hund - og alle med et nogenlunde godt helbred, selvom de alle tre var op i årene, som det hed. 

Nå ja, der var lige den hjernetumor, som hendes mand fik fjernet for nu to somre siden, - efter et epileptisk anfald, der jo skyldes tumoren. Store chok den sommer, hun måtte ringe 112 ialt 4 gange! -  Så blev tumoren fjernet i november og alt gik godt, - den var heldigvis godartet.
Nu går han så til kontrol hver tredie måned. Og hver gang ser det fint ud. 

Selv har hun jo fået en ny hofte for nu 6 år siden, og den ter sig også ganske tilfredsstillende.

De har endda lige spillet badminton i haven sammen her i sidste uge! Et spil, hun dyrkede en del i sin ungdom. 

Og hunden, ja han er nu 10,5 år, men en cairn terrier kan blive gammel. Hun mødte en herre, der fortalte, at han havde sådan en terrier, der blev 19 år! Men det tror hun nu ikke, hendes bliver. Selvom den stadig er ret frisk, kan virkelig spurte afsted, hvis det stikker den.
Og den går jo næsten dagligt to ture, både med hende og med hendes mand. Og med de små ben går den jo fire gange så mange skridt, som voksne gør. Og de går hver vel i gennemsnit hver ca 4000 skridt dagligt, - ja, så kan man bare gange med 2 og så med 4! 

Han var dog begyndt at gå langsommere og helst ikke så langt. 

Se nu får han alle disse klistrende frø fra en eller anden plante på sig - her først i august!

Hun forsøger at fjerne dem, men de sidder godt fast, og han gider ikke vente på det.

Hun må finde ud af, hvad det er for en plante! En gang botaniserede hun en del, men det skal holdes ved lige, ellers går navnene i glemmebogen - som så meget andet!

Hvad tænker hun ellers på - sådan en hundelufter? Udover helbredet, som logisk fylder stadig mere, jo ældre man bliver. -  På familien, på vennerne - de fjerne og de nære. 

Nogen med hunde, andre ikke. 

Der var dog med årene opstået et problem med hendes hund. Den syntes mindre om andre hunde, dvs. især større hunde, der snusede for længe på ham alle steder, fik et skarp reprimande i form af en vred snerren. Hertil går min grænse, fortalte hendes hund. Det blev straks accepteret af den anden hund, men ikke altid af hundeejeren! 

Dog var de fleste straks imødekommende med: ‘Det er helt i orden, han siger fra’ - hvorefter man skyndsomst trak afsted med sin hund.

I familien var der ikke mange med hund, ja, faktisk kun deres egen søns familie! Den passede de, når de var på ferie og heldigvis accepterede de hinanden mere og mere med årene, for det havde de ikke altid gjort!  De havde gøet af hinanden i begyndelsen, bestemt ikke været venner!

Blandt vennerne var det mest de nære venner - altså forstået som de geografisk nære bekendte, der havde hund. De boede jo også tæt ved den store herregårdsskov og gik ture der.

Netop her i foråret og sommeren var tre hunde, som hendes hund var venner med og hilste på med snuderne mod hinanden, døde. Alle store racer og gamle hunde. Hvordan skulle de nu gå med deres nye unge hunde, tænkte hun lidt bekymret. 

Blandt de mere fjerne venner - som var nære venner - var der også kun en eneste hund!
Det var tankevækkende, at hendes hund altid også havde været nær ven med deres store hund. Havde aldrig snerret af den. Heller ikke af den nye unge hund, de havde fået. Måske fordi deres hund kunne mærke de voksnes nære venskab?
Nej, nu blev hun da for lommefilosofisk!

Hun tænkte også på fortiden og på fremtiden. Hvis hun tænkte tilbage på barndommen, blev hun glad om hjertet - som det hedder så smukt. For hun var nemlig vokset op i skovbrynet af en anden herregårdsskov, og her havde hun boltret sig i skønne lege sammen med sin barndomsven. De gik lange ture sammen og for næsten vild indimellem, - troede hun. Altid fandt de dog hjem. Hos ham var der også en hund, den første i hendes liv. En dejlig cocker spaniel, Vimmer. - Selv havde de kat. En sort kat, der kunne ligge på lur og kaste sig over hendes ben. - Så blev den aflivet.

Nå, der er allerede sorte brombær! Hun snuppede nogle og spiste dem med nydelse, og associationerne for tilbage til ‘brombærturene’ med hendes forældre som stor pige. Hun var nu ikke vild med dem, for de skulle jo plukke brombær til marmelade, men buskene stak jo!

Og fremtiden? Ja, hvordan blev den? Ude i verden, så den ikke for god ud - nu med krig og optøjer rundt omkring! 

Og hvad med klimaet? 

Se der lå noget plastik, - ja, det ligger mange steder rundt omkring - og her har de fældet en række gamle løvfældende træer, som netop er gode CO2- optagere! Skal der måske tyndes ud? Ligesom jægerne holder dyrebestanden nede. Og her ligger en stor stak flis! Skal den sælges til fjernvarmeanlæg? Som ‘klimavenlig’ varmekilde…øh…

Nej, råbte hun nu vredt ad sin hund, der vadede lige ud i en stor mudderpøl! Sommetider var han bare så uartig - som om, han ville tiltrække sig hendes opmærksomhed, - hvilket jo også lykkedes. Hun smilte ved tanken. Han vraltede videre ganske upåvirket af hendes råb.

De var nu ude i en stor lysning, og solen varmede hende, så hun svedte lidt. 

Godt jeg ikke tog jakke på, sagde hun tilfreds til sig selv. Og smilte ved sig selv. Og tænkte: Gamle kone, der snakker
med sig selv!

2024-1-28

Apropos forurening - og forurenere 

Anno 1495:

I 1495 gjorde Kong Hans…etc… Findes Nogen at fylde byens Aa, Bæk, Graver eller Møllerdam med Møg
fra deres Gaarde eller anden skadelig Fløt (: effluvium (dvs. udstrømmende, red.)), da skulde de det igen
opkaste og bøde for hver Gang til Kongen 3 Mk og til Byen 3 Mk.

Vedel Simonsen: Bidrag til Odense Bys ældre Historie, 1843 Bd II, hæfte 1, p 42

Anno 2024 i den aktuelle sag i Ølst:

Idag er lovgivning åbenbart blevet så kompliceret, at sund fornuft og god moral er blevet…ja, en by i Rusland!

2023-8-25

Lidt om vilje

Jeg er ikke filosof, dog kan vi alle lommefilosofere!

Den såkaldte frie vilje står i  modsætning til determinismen, hvor mennesket er marionetter,
bundet på hænder og fødder og styret fra oven som i et dukketeater.

Men hvor sidder viljen?
I hjertet, i hjernen, i fødder, i hænder - eller hvor ?
Viljen sidder i min lomme, siger den autoritære far eller mor til sit barn.
Eller måske direktøren til medarbejderen?

Man har måske viljen til at gøre noget -  føler den måske som et kald?
Men har man ikke kraften og magten,
bliver viljen blot tomme ord - eller måske  fortvivlelse.

Men hvis vilje og magt følges ad,
kan mange ting ske,
Men så er viljen også smeltet sammen med  ansvar og  etik,
og  en handling kan få stor effekt, som man kan elske eller hade.

12-7-2023
En boganmeldelse

I dag færdiggjorde jeg en aldeles smuk roman, nemlig Ida Jessens En ny tid fra 2015.
Den unge nyuddannede lærerinde fra det frodige Fyn søger stilling som friskolelærerinde 
i en lille landsby næsten midt ude på heden, - i Thyregod, i midtjylland i 1904.
En kolossal omvæltning for en ung kvinde, fra et studiefællesskab (bla med de to gode  venner
Erland og Ervind,  hvor sidstnævnte nok var hendes første store forelskelse) - fra et frodigt
blomstrende  landskab  og fra sin familie - til en  fjern  afsidesliggende egn i det jyske.
Ensomheden trængte sig hurtigt på trods mange gøremål med eleverne og det nye job.
Hun tilses af en omkring 10 år ældre læge Vigand, en rigtig naturvidenskabelig,
kynisk, praktisk og sarkastisk type som Knagsted i Gustav Wieds romaner.
Efter et par møder siger han tørt: 'vI må hellere gifte os'. - Hendes ensomhed var vel årsag
til hendes accept. Hun var jo ikke forelsket. Men i virkelighheden blev hun ikke mindre ensom i det ægteskab.

Men hun havde mødt Peter Carlsen, en landmand, der havde formået at opdyrke eden, at få det hele
til at blomstre og gro omkring sin gård. Faktisk var det ham, der hentede hende på stationen, da hun første
gang ankom til Give, og kørte hende til hendes friskolebolig. Der var en varme mellem dem - fra dag ét.

Men skæbnen ville, at de ikke fandt sammen dengang, men først 24 år efter i 1928 - efter hun er blevet
enke og er flyttet ud i Rosenhuset i udkanten af byen.
Skæbnen ville, at han blev inviteret på kaffe sammen med købmand, der var gledet i grøften med bilen i februar
ved hendes hus. Carlsen var kommet til assistance.
En smuk scene følger efter kaffen, da der tages afsked:
'Han bøjede sig lidt, og fordi jeg troede, han ville give mig hånden, rakte jeg min hånd frem. I stedet satte
hhan en lille figur af en kvinde på min håndflade. Han havde siddet og lavet den ude ved køkkenbordet,
for der lå noget kit på bordet, som han havde leget med. " Til Dem, fru Bagge", sagde han. Vi så ikke
på hinanden. Der stod en varme ud fra ham.
  Det var den samme varme. Ligesom dengang kunne den mærkes på en meters afstand. Mærkeligt,
at det skete i entredøren i daggg efter så mange år, mens købmand Rosenstand lå på knæ foran
kakkelovnen i stuen og skramlede med trækket."

Hun havde besøgt hans gård nogle gange i årenes løb, kendte hans børn, især sønnen Carl,
som hjælper hende med flere ting - og fotograferer. Men nu møder hun ham
igen tilfældigt hos købmanden. Han vil gerne hjælpe hende med beplantning omkring skolen, for hun
vil så gerne skabe noget læ for børnene. De gik sammen tilbage mod skolen og der står:
'Jeg behøver ikke at tænke. For af alt hvad der kan tænkes eller siges, forholder det sig sådan, at
ingenting kan måle sig med at blive holdt om af ham. Dengang det skete.
Af alle de ting mine hænder og krop har gjort, er det det, de husker bedst, og jeg vil ikke glemme det.'

Mageløs beskrivelse af forelskelsens forheksende kræfter!

Men igen svigtes hun af skæbnens lundefulde spil. Han er netop blevet forlovet med sin kusine
fjorten dage før.
Dog er romanen med 'happy ending' - for tredie gang er som bekendt lykkens gang. Og da
den gamle ungdomsven Erland dukker op hos hende i biblioteket i Thyregod, da bliver hun endelig
'befriet', da bliver hun endelig 'sig selv'. Og hun flytter op til Erlands friskole ved Limfjorden.
En ny tid kan endelig begynde.

En gribende skæbnehistorie - nok ikke som hos Karen Blixen, men som de f. eks. kendes hos 
Henrik Pontoppidan og Herman Bang.

Ida Jessen er eminent  til at beskrive den øde blæsende hedeegn, kampen for overlevelse i
de tomme egne - også i menneskesindet. Naturen som psykologisk metafor.
Som hun også gjorde det i hendes sidste roman Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020.

Rejsedagbog 

Fra tir d. 4. til lør d. 8. juli (2023) var vi på en lille rejse i det danske land, nærmere betegnet
i Vestjylland.

Første stop på turen var Jens Søndergaard-museet i Ferring, en lille by ved Lemvig.
Det lille museum ligger jo meget tæt på kysten, og da vi steg ud, blev vi næsten blæst bagover.

Det stormede 'en pelikan', - Freddie og jeg løb nærmere havet, så vi rigtig kunne mærke naturens
overvældende kræfter - havet skummende raseri! Men da jeg ville gå ned ad trppen og endnu nærmere,
ville han ikke med - instinktivt var det for meget for en lille hund!
Ingen af os havde før besøgt museet - det var jo en lille fin oplevelse med alle hans malerier af
mennesker der på kysten. Det er jo Søndergaards sommerhus, som han selv byggede i 1930'erne.
Her boede han selvfølgelig i sommerhalvåret, hvor han malede flittigt. Interessant var også hans malerier
af raftebyggeriet, som netop begyndte, da han byggede huset.  Rafterne er stadig eksisterende og hindrer
erosionen af kysten.
Stærkest indtryk gjorde umiddelbart et Skt. Hans bål i et maleri - ih, hvor han kunne male ilden!
Da vi gik, fik jeg overrakt et lille hæfte, "Rejseoplevelser i Norge og Sverige august 1936"
af Jens Søndergaard. Han havde fået et rejselegat og nu skulle han ud at gense nogle malerier i
de nordiske nabolande, - malerier som tidligere havde gjort stort indtryk på ham.

Første stop på rejsen er Göteborg, hvor han - lidt tørt og blaseret - konstaterer,
'at et selvportræt af Rembrandt er bedre end vores.
Det er en skam. Havde de bare hængt her begge, så jeg kunne sammenligne.
Her er få værker af de gamle Mestre, og det er sikkert godt altsammen.'
Men malerier af Ernst Josephon fanger og tiltaler ham!

Han flanerer rundt i Göteborg, sætter sig ind på en 'Terrasse', hører svensk Tyrolermusik
og drikker - endnu - en øl!

I toget til Oslo betragter han et ungt forelsket par, og i Oslo kigger han på  'piger'.:
'Overmæt og godt tilpas ud på Johan igen og må sige som Nordmanden: "Far til Norge min Far,
så skal du se Piger." - Sikke en holdning - Allesammen Skønheder. -'

På museet skal han gense 4 små billeder af en Lars Hertervig. Der var også ophængt et nyt,
Tordenvejrslandskab. De lever heldigvis op til hans forventninger. Hun skriver:
*der var noget dragende over billedet og et sådant intenst væld af liv har jeg sjældent set magen til
- deet var umuligt at løsrive sig fra billedet. Så ægte simpelt. Naturen er gengivet uden kunstmaleriets
ellers mere eller mindre mulige opfindsomhed. Stærkere billeder er der overhovedet ikke malet.

Han tager i Oslo Tivoli.  ' Oslo Tivoli er et sted masser af folk morer sig godt.
I virkeligheden er der ikke noget at more sig over.' -
Skriver Søndergaard i 1936...
Han er turist i Oslo, - med sejlture på Oslofjorden, fisker.
Skriver: 'På Bygdöymuseet: 2 Vikingeskibe. Der er muret trappe op, så man kan gå op og kigge ned i dem.
- Snildt - ikke sandt? Her gøres alt for turisten!
Frognersæteren med udsigt o.s.v. Dagene går uden pauser, - uden kedsommelighed!
Jeg skal ikke trætte Dem - kære læser - mere end højst nødvendigt.'

Interessant, ikke kære læser?

Men hjemvendt til Danmark, nærmere betegnet Skagen, får tonen en anden lyd!
' ..det mondæne morer mig ikke.
Kedsommeligste badested, jeg har været på!
og til sidst lyder det: ...og så "Farvel Skagen" - Jeg vil ikke drømme om at savne dig!
didelumdy - didelumda! - meget overfyldt!'

På Ålborg museum sammenligner an en Schobius med omtalte norske Lars Heertervig. 'Deres Skæbne
den samme - Sultedøden! Ingen agtede dem, mens de levede!
Em skøn Ting, at deres kunst lever, mens masser af billeder er døde fra den dag, de er nussede
ned på lærredet!
Herligt at Talent ikke fås i Arv, som f.eks. Dumhhed og Penge!'

På hjemrejsen til Ferring i Sydthy springer han af toget et par gange og hjælper til med høsten.

Er det ikke en rejsebeskrivelse, der kan forventes af en 'sand' kunstner?
Altså sådan fyldt med rene sanselige indtryk samt med mere filosofiske overvejser
- samt selvfølgelig noget kritik af det mondæne og af vedtagne normer om fx. de etablerede kunstnere? 

Ja, det blev en 'rejsebeskrivelse ' i rejsebeskrivelsen!
Videre:
Vi tog færgen Tyborøn - Agger -  et kvarters sejtur med udsigt til andre biler og skibssiden. Ikke
et glimt af vandt!
En langt ensformig køretur op til Hune, som var vort rejsemål. her havde vi lejet en lille lejlighed
for fire døgn. Senere erfarede vi, at vi jo skulle have kørt til Klitmøller og op langs kysten - eller?
Men GPS'en  dirigerede os over mod Thisted.
Ankommet og tjekket ind fik vi da lavet lidt varm aftensmad - tiltrængt efter den regnfulde og stormende
dagsrejse.
Om aftenen en lille tur ned til Blokhus Strand -  den brede hvide strand med de små  hvide  træhuse,
omklædningshuse, hvor nogle går i arv i generationer.
Onsdag formiddag var det smukt solskin og varmt. Afsted til stranden - og vi gik en lang, lang tur. Freddie
fri og løb og løb, men det gik ikke længe, for der kørte jo biler på stranden! En uskik! En mand kom cyklende
og råbte: møghund! SUK!
Om eftermiddagen styrtregn, så det blev et besøg på Museet for Papirkunst, åbnet 2018 med initiativ af
den dygtige papirklipper Bit Vejle. Hendes kæmpestore flotte papirklip hang i et tort rum. Også udstilling af
internationale kunstnere med skulpturer lavet af papir og pap!
Endelig også lidt udlån fra H C Andersen-museet i Odense af nogle af hans papirklip.
Desuden smukke tapeter lavet 'på gammeldags maner' - af en Lone Simonsen, som vil bevare det gamle
håndværk. Imponrende og altid interessant, når gamle håndværksteknikker bevares.
Torsdag blev en udflugtstur til Løkken Strand, med optrukne fiskekuttere på stranden - samt med hundredvis
af de små hvide hytter. Ikke særlig charmerende - i hhvert fald ikke i regn og storm!
Videre til Hjørring, hvor vi så på skulpturer i bybilledet. Det er de dygtige til i Hjørring, at opstille moderne
skulpturer. Bl.a. det lille fine torv med en masse Bjørn Nørgaard-skulpturer! Flot!
Herfra til Børglum Kloster, hhvor vi  kunne deltage i en guided rundtur ved fruen på klostret Anne Rottbøll:
Meget vidende! Forstod at formidle den spændende historie. Bl.a. historien om Danmarks sidste
katolske biskop Stygge Krumpen, der herskede over det meste af Vendsyssel - med hård hånd!
Var meget rig, og forstod på en snu måde at 'overleve' den hektiske reformationsperiode, hvor al
kirkens gods og guld jo blev beslaglagt af kronen, af Christian III - og hans søn Frederik II.
En flamboyant figur, der er beskrevet i romaner af bl.a. Thit Jensen og Marie Helleberg. 

Om aftenen hørte vi lidt koncert på torvet med 'Stig og vennerne', Stig Rossen, der sang 'Bamse Jørgensen-sange sammen med Bamses venner. En hommage a Bamse Jørgensen.
Rigtig ferie stemning!

Fredag blev det mirakuløst nok vejr til om eftermiddagen at besøge Haven i Hune, anlagt af
kunstneren  Anne Just og hendes mand arkitekten Claus Bonderup gennem mange år.
Mirakuløs - som at være i et paradis! Meget inspirerende! For min mand nok turens absolutte
højdepunkt - i hvert fald gik hans straks i gang med at flytte om, beskrære og plante i vores
egen have, - da vi godt trætte var hjemme lørdag sidst på eftermiddagen.

Lørdag kørte vi over Ålborg og til smukke Silkeborg, hvor vi mødtes med nogle af de allerbedste
venner til frokost på Ålekroen. - I varmt solskin sad vi udenfor og betragtede sejlerlivet ved Julsø!

EN UGE AF MIT LIV - MED DAGBOG 

NB! Kronologisk orden anbefales, så begynd eventuel læsning af Dagbog d. 26-6-2023 herunder.

Dagbog d. 2-7-2023

Ude at handle ind - ser altid efter tilbudsvarer. Alting - næsten - er jo blevet noget
dyrere, men min folkepension er jo ikke steget tilsvarende med inflationen! Men vi
klarer os da, men jeg 'begræder' da sommetider en moder med børn (enlig?), der
fortvivlet står foran fx mælk og  yoghurt med den fordoblede pris indenfor et par år!
Og det mærkelige er et sted, at her er tale om danske varer - altså ingen lang transport!?

Lavede noget slægtsforskning, - i den sønderjyske del af slægten. Slægtforskning bliver man
vist aldrig færdig med, - der kan (næsten) altid graves lidt dybere! Også fordi så mange andre
- ikke kun i Danmark, men  også i udlandet, mest i Sverige, Norge, Tyskland men også i USA -
søger på forfædre og -mødre, fx. i Danmark.

Tur med Freddie - det blæste kraftigt, så vi undgik at gå, vor der kan falde grene ned, men
helt undgå det kan vi ikke, når vi bor i en skov!
Til aftensmad en stor portion gryderet - også til nedfrysning. Det er praktisk.

Om aftenen så vi på 'flow' TV  fjerde afsnit at den svenske krimiserie  Hændelser ved vand.
Som i alle krimihistorier peges der på mange potentielle mordere - alle med et motiv!
Bliver spændende med afsløringen, måske en helt uventet morder, hvad jo sker sommetider!
Derefter så vi på Netflx andet afsnit af den norske miniserie Dødssejleren fra 2. verdenskrig.
Baseret på virkelig hændelser. Den er ubærlig med al den tragedie:
Faderen fra Bergen er sømand på et handelsskib, der rammes af en tysk torpedo. Han overlever
mirakuløst, driver rundt i Atlanterhhavet på en tømmerflåde med en kammerat for i sidste øjeblik
af blive reddet af en canadisk skib. Bringes på hospital i Halifax, Canada. Da han er restitueret,
får han meddelelse om, at hans kone og tre børn alle er dræbt i et bombardement over Bergen.
(De havde netop fået at vide, at han var omkommet ved sænkningen af hans handelsskib).

Hvorfor er det altid uskyldige mennesker, der må dø under mangthavernes krige?
Majoriteten af jordens befolknning - folket - ønsker kun at leve i fred. Men hvorfor skal få personer
- bag deres store skriveborde - så bestemme, at der skal være krig?
Hvordanog hvorfor  kan menneskeheden agere så absurd?

Dagbog d.1-7-2023

Afslutning på Ib Michaels roman eller rejsebeskrivelse, Rejsen tilbage. Han sejlede dertil med Troels Kløvedal
og hans båd Nordkaperen. (Også vidunderlig rejselitteratur af Kløvedal, fx. Kineserne syr med lang tråd, og
Alle mine Morgener).
Det er dog helt ubegribeligt, hvad han har oplevet i den sydamerikanske jungle dengang i 1975.
Alle de farer, han var udsat for - eller rettere udsatte sig selv for! Bl.a. alle de forskellige eleksirer -
bevidsthedsudvidende planteudtræk han ville afprøve på sine vandringer til forskellige indianerstammer,
efterkommere af inkaer og aztekere. 
Al den brutalitet og elendighed, han har set og hørt om - som følge af 'gringoernes' invasion af de
sydamerikanske lande  -  begyndende i 1500-tallet. Men han var jo på indianernes side,
lavede etnologiske studier og har forsket i deres  mangeartede sprog.
Nedskrevet  et utal af indianernes myter, som han bla. optog på en lille  båndoptager.
Han var nok ved at miste livet på en bjergskråning, - han mistede i hvert fald mælet - i dagevis  på  sin
hjemrejse, som også blev en flugt. Men blev reddet  af venner. Kom til Caracas, Venezuelas  hovedstad,
hvor der tilfældigvis var et officielt regeringsmøde mellem den danske statsminister (dengang Anker Jørgensen)
og den  venezuelske, hvortil han åbenbart blev inviteret.  Men på ærlig vis beskriver han, at han bare
drak sig fuld til receptionen! Egentlig forståeligt  efter  alle de grænseoverskridende oplevelser !

Om aftenen til en rigtig fest! Ja, en fest med livsglade mennesker og gode  diskussioner, med forskellige
morsomme  - og alvorige indslag, underholdning - og  musik. Det var meget længe siden, jeg følte mig
så fornøjet - og fri!

Dagbog d. 30-6-2023

Begivenhedsløs dag med lidt rengøring, havearbejde, hundeluftning - og læsning!
Og første afsnit af norsk historisk miniserie på Netflix, War Sailor. Meget spændende.

Dagbog d. 29-6-2023

I formiddags forberedelser til næste uges feriemøde på restaurant i eller ved Silkeborg
til frokost med gamle venner.
Der skulle jo undersøges en passende smuk beliggenhed og parkeringsmuligheder. Det landede på
restauranten med Danmarks smukkeste beliggenhed - som der stod på hjemmesiden!
Dernæst en impulsiv invitation til en nabo til en kop te om eftermiddagen, som hun takkede ja til.
Tur med Freddie - og lige  lidt  oprydning og rengøring efter frokost.
Te og hygge med naboen udendørs.
Sov dernæst over en time - efter at gloet på tidsrøveren  en halv times tid! ØV!
Så noget TV2  -  udsendelsen Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
Kan godt lige kik ind i fremmede huse og lejligheder! Ser også gerne hammerslag på DR.
Er jeg - og mange andre - da 'voyeuristisk'? (hedder det det?)
Vi blev 'hængende' og så  Sæt pris på Vestkysten - så  pudsigt, for vi skal jo netop til
den vidunderlige - øh, og blæsende - vestkyst i næste uge.
Slutter dagen af med rejseromanen Rejsen tilbage af Ib Michael fra 1977.
Har læst i romanen lejlighedsvis den sidste måneds tid. Skræmmende, fascinerende og
spændende læsning, som kræver mere uddybning - måske senere!?

Dagbog d. 28-6-2023

Onsdag i dag, ugens midtpunkt. Altid så velkommen, for så er der kun to dage til weekend!
Sådan føltes det dengang, jeg arbejdede, men som pensionist er der ikke den store forskel
på dagene. Og dog.
I formiddags læste jeg ldt i min anden nyerhvervede kunstbog om Paul Gauguin. Tænk, at
han som ca 35 årig opgiver sin veletablerede stilling som børsmægler i Paris, sit etablerede familieliv
- gift med danske Mette Gad med hvem han på det tidspunkt venter sit femte barn - og kaster
sig lidenskabeligt over maleriet, som i resten af hans liv nærmest bliver en kamp for overlevelse.
Hvilken kunstnerisk passion!
Tur med Freddie i skoven, lidt mere cykelmotion i kælderen, et bad, frokost
og så afsted ind til Odense for at handle ind, bl.a, købe madspecialiteter i en italiensk butik,
som ejes af min tidligere italiensklærer. Dejligt med en passiar over en kop cappucino - og så
blev jeg også udfordret lidt, da hun slog over i italiensk!
Hjemme  hvilte jeg mig lidt, lavede aftensmad  og cyklede til krolf kl 18  i vores lille  landsby.
Et  dejligt spil, med udfordringer -  især for  koncentrationen og præcisionen.
Blev heldigvis ikke  sidst i aften,  men næsten - med kun 1 point  foran  den sidste, som i øvrigt
ar lidt synsbesvær, - så der er absolut ikke noget at  'prale' af!

Dagbog d. 27-6-2023

Var hos tandlægen og fik en kindtand trukket ud. Mærkede hvordan han rokkede den løs
efterhånden. Pludselig sagde det 'knæk'. 

Tandlægen: Jeg skal lige have den forreste rod ud også. De er lidt skøre, når man
kommer op i alderen - med al respekt.

Jeg: et lille besvaret grin , min mund var helbedøvet i den ene side.

Bagefter i supermarkedet og handle. Ved kassen så kassedamen lidt spørgende på min,
da jeg jo havde sammenbidt mund over et stykke gaze.
Fik mumlet 'tandlægen'.
Hun med et smil: Ah, ja, så skal man bide sammen

Hjemme direkte i seng, var jo oppe kl syv. Sov vel et par timer.
Min mand var gået tur med Freddie. Gik ud i haven. Nippede visne roser, hev ukrudt op
rundt omkring.
Gik ind og forberedte frokost, som for mit vedkommende bestod af kefir og youghurt,
avocado og banan.
Tjekkede sms, facebook, nyheder, emails. 

Læste i avisen, Information fra i lørdags. Spændende artikler - som altid - i sektionen
Moderne Tider. Bl.a.  artiklen 'Da staten blev et marked', som var en anmeldelse af bogen
The Marketizers af en Jacob Jensen. Handler om neoliberalismen, som
jo også  socialdemokrater  'hylder', og som venstrefjøjen har fået 'galt i halsen'.
Der står bl.a.: Jensens hovedpointe i bogen er, at der i kernen af det 'neoliberale' kompleks
findes en idé, der er  mindst lige så intimt forbundet med velfærdsstaten selv som med
udskældt frimarkedstænkning. Det er den tanke, at staten er til for at levere noget til
borgerne; den er et organ der yder en service til de frie borgere, og ikke for eksempel en suveræn,
der hersker over dem.

Lidt underlig modsætning: stat og suveræn, tænker jeg,. Det kan jo også være en mere
social retfærdig orientering til velfærdsstaten end den neoliberale?
Vi skal jo alle betale til velfærdsstaten, og som den økonomiske politik implementeres i
neoliberalismens ånd, ja, så der der da fx. store virksomhheder, der ikke betaler den skat,
de burde i Danmark, - ja, fx. Mærsk, men som nyder godt af vort velfærdssystem med fx.
højt af en veluddannet arbejdskraft, af en infrastruktur med mange motorveje, af et
vort sundhedssystem.
Og hvad med kommunerne, der nu må spare og spare, nedslægge skoler, så børnene
skal transporteres rundt.
Hvad med den ulighed på arbejdsmarkedet i forhold til aflønning. Er det retfærdigt måske, at
en pædagog (mest kvinder)  får ca 7% mindre i løn i forhold til sin uddannelse end gennemsnittet, og at en
en kommunaldirektør får - 60% mere - var det vist? En kommunaldirektør (mest mænd), der nedlægger skoler
og sparer på velfærden hos børn, handicappede og ældre!
Hvor er den sociale retfærdighed med neoliberalismens idé i dette scenarie?
Kan - eller vil - staten (=regeringen) mon ikke levere retfærdighed til borgerne - eller servicere dem retfærdigt?
De svarer vel, at det er venstrefløjen, der ikke forstår sig på retfærdighed?

Sov lidt igen. Min middagssøvn.

Læste  lidt på  websiden Quora, hvor jeg både er tilmeldt forskellige temaer som filosofi, politik, kunst
etc - både på engelsk, italiensk og fransk for at holde disse sprog ved lige. God træning.
Man kan også være på med det danske sprog.  Der kommer emails  i min indbakke derfra dagligt. 
Ganske udfordrende og underholdende, da det er  en åben website, hvor alle kan deltage med spørgsmål om alt!

Kørte min mand til den lokale brugs, dvs. på posthuset der, for at sende en pakke og hente en pakke.

Efter aftensmad fandt jeg filmen Operation Finale på Netflix, som vi afsluttede dagen med.

Dagbog d. 26-6-2023

I formiddags ringede jeg til min tandlæge om tidsbestilling til en tandudtræk.
Jeg ringede også på vegne af min mand til Wau, vort udbyder til TV, for at bestille
tv-kanalen TV2 - for at han kan se Tour-de-France.  (Han er jo 'gammel' cykelrytter):
Pludselig havde vi fået kanalen, da vi blev guided af den venlige kvinde til at bestille
den over TV'et direkte. Så lærte jeg det! Dejlig fornemmelse.

Dernæst sendte jeg lige et par sms'er til venner og familie.
Dernæst lidt rengøring, støvsugning, udendørs forberedelse på et eventuelt
skybrud, som der kom meddelelse om i går af vort forsikringsselskab.
Vi var spændte -  kunne vi stole på metereologerne denne gang?

Solen havde skinnet siden morgenstunden, men nu trak det endelig - endelig op
i horisonten. Fik parasollerne ind, forberedte de tomme murerbaljer til at tage imod
de dyrebare dråber, der forhåbentligt snart ville strømme ned i dem.
(Dette efter ca to måneders tørke, hvor vi måtte vande og vande haven -
især urtehaven - først ed det tidligere opsamlede regnvand, så med vand fra vandhhanen,
dog suppleret med vand hentet fra vor lille sø i nærheden.)

Så kom min  mand hjem fra sin hundeluftningstur, - det var begyndt at buldre i det fjerne.

Og endelig, endelig - regnen kom i stride strømme. 

Freddie krøb op på mit skød i sofaen. Han er bange i tordenvejr. Det forstås!
Var ude og indsnuse duften af nyregnet og renset luft - ah! Balsam for sjælen!

Frokost, lidt læsning i min nyerhvervede bog, en biografi om den svenske maler Zorn,
købt i går på Ordrupgårdmuseet. 

Så sættes vasketøjet over i kælderen, hvilte mig en lille times tid. Og dog, mest
læsning på min mobilskærm ! Facebooktjek! Nysgerrigheden overmandede mit
søvnige jeg!
Nu min tur til at gå tur med Freddie.  Pæn lang tur om til den store sø, hvor mødet
med to store schæferhunde nær var gået galt ! Gøen fra begge sider. Heldigvis var de
i hænderne på en mand, der kunne 'styre' dem. 

Hjemme igen læses lidt igen i Zorn-bogen, laver aftensmad - og en portion vanilleis,
da jeg havde købt en halv liter piskefløde på tibud. Faktisk halv pris af de hhimmelhøje priser,
der er kommet på mælkevarer - og andre varer forstås -  især efter krigens begyndelse i Ukraine
i februar 2022.
Efter aftensmad så vi Nyhheder på DR - som  vi plejer. Også lidt af Aftenshowet - som  vi plejer.
Så griber jeg bogen om den store svenske kunstner - inspireret af impressionisme og arts-and crafts -
og læser den færdig.
Overmåde berejst er han - som mange andre store kunstnere.
En storsamler af eksotiske genstande fra andre kulturer er han - som mange andre kunstnere.
En kvindedårer er han - som mange andre mandlige kunstnere.
En skribent skriver, at det netop er malerierne af hans frodige, 'naturlige' kvinder
i den svenske skærgård, der bliver hans særlige kendetegn i kunsthistorien.
Diskussion om det mandlige blik, men ja, det var hans lyst, der drev ham.  Vel meget 'naturligt'?
Greb computeren - og nu dette skriveri ...

Sådan forløb denne dag altså . Var det mon regnen, der udløste min skrivetrang?

------------------------------------------------------------------------------------------------

Om En Spøg

Milan Kunderas bog En Spøg udkom i 1967 i Tjekkoslovakiet. Romanen foregår fra ca 1948 - og nogle år frem.

Han var som ung idealist, - han er født i 1929, - tilknyttet kommunistpartiet i Prag, som havde taget

magten i 1948. 

Han var dog en ‘spasmager’, og formulerede nogle kritiske holdninger til partiet på et postkort til sin kæreste.

Kortet blev opsnappet, og det endte med en eksklusion af partiet og en udsmidelse af universitetet, hvor han

studerede.  Han var for individualistisk. Han blev endog sendt i arbejdslejr nogle år.

Denne totale omvæltning i hans liv beskriver han med en formidabelt filosofisk og psykologisk indsigt i en livskrise med brug af ‘tiden’ som ‘parameter’:

Ja, alle tråde var bristet. Sønderrevet var studiet, min deltagelse i bevægelsen, arbejdet, forbindelsen med

mine venner, sønderrevet var kærligheden og min søgen efter kærlighed, sønderrevet var simpelthen hele

livets meningsfulde gang.

Jeg havde intet andet end tiden tilbage. Den lærte jeg til gengæld at kende så intimt som aldrig tidligere.

Det var ikke mere den tid, som jeg engang havde været i kontakt med, en tid forvandlet til arbejde, til kærlighed,

til alle mulige bestræbelser, en tid, som jeg havde taget uopmærksomt imod, fordi heller ikke den trængte sig på, men skjulte sig bly bag min egen aktivitet. Nu kom den til mig blottet, som sig selv, i sin oprindelige og sande skikkelse, og tvang mig til at kalde den ved dens rette navn (thi nu levede jeg den rene tid, den rene, tomme tid), ikke et øjeblik måtte jeg glemme den, bestandig måtte jeg tænke på den og uafladeligt føle dens tyngde.

Kundera har senere ‘fraskrevet’ sig sin ungdomsroman En Spøg. Han blev senere blacklistet på grund af sin

kritik af Sovjetunionen og invasion af Tjekkiet i 1968, og hans værker blev forbudt. Han flygtede i 1975 til Paris, hvor han stadig lever og bor.

26-01-2023

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Etik

Bogen Ètica para Amador (direkte oversat Etik til Amador (bogen er tilegnet forfatterens søn Amador), men på dansk
(den noget underlige titel) : 'Tanker fra en kannibal' 1991, af den spanske forfatter Fernando Savater, handler om begrebet 'ETIK'.

Her følger nogle citater for de interesserede fra den danske oversættelse af Annette Rosenlund, 1994.

P 28:
'Til forskel fra andre væsener, levende eller ikke-levende, kan vi mennesker i et vist omfang opfinde og vælge vores
livsform.

Vi kan vælge det, vi synes er godt. dvs. gavnligt for os, frem for det, vi finder ondt og skadeligt. Og eftersom
vi selv kan vælge, kan vi også begå fejl.......derfor kan det være klogt at overveje grundigt, hvad vi foretager os
og forsøge at opnå en vis viden om livet, så vi får mulighed for at vokse.
Dette her med at finde ud af, hvordan man skal leve, eller kende til kunsten at leve, om du vil, er det, man kalder etik'.

P 29 (citat af Octavio Paz: Den anden stemme.):

"Friheden er ikke en filosofi, ikke engang en idé. Det er bevægelse i  sindet, der i bestemte øjeblikke får
os til at udtale de to enstavelsesord: Ja eller nej. I et kort øjeblik som i et lynglimt aftegnes det modsætningsfyldte
i den menneskelige natur."

P 59:

Og ved du, hvorfor det ikke er så enkelt at sige, hvornår et menneske er godt, og hvornår det ikke er det?
Fordi vi ikke ved, hvilket formål der er med mennesket....
p 60-61:
Der er ingen, der vil kræve af en fodboldspiller, at han for at være en god fodboldspiller...også skal være
barmhjertig og ærlig.
Man kan være et godt menneske på mange måder, og meningerne om, hvordan man bør opføre sig, er
sædvanligvis forskellige alt efter omstændighederne....Du kan altså se, at det ikke er nemt udefra at afgøre,
hvem der er god, og hvem der er ond...I hvert fald ville det være nødvendigt at se nøjere på ikke alene alle
omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, men også på de intentioner, der ligger hos den enkelte. For det kunne
hænde, at en eller anden havde noget ondt i sinde, der så ved et rent tilfælde faktisk faldt godt ud. Og den,
som ved et lykketræf kommer til at gøre noget godt og gavnligt, ville vi ikke kalde "god", vel? Man kan også
tænke sig den modsatte situation: at en eller anden med den bedste vilje af verden kunne forvolde en katastrofe
og derfor ganske uskyldig ville blive anset for et uhyre. Så på denne måde tror jeg desværre ikke, vi rigtigt
kommer nogen vegne.

P 65:

Sørg for at få et godt liv.
Det at ville have et godt liv er i sidste ende det samme som at ville give et godt liv til andre.

P 80 (Citat af Erich Fromm: Sjælsharmoni og moral):

" Man  må først kunne vise sig selv opmærksomhed, før man bliver i stand til at vise andre opmærksomhed;
at have det godt med sig selv, er en nødvendig forudsætning for at kunne træde i forhold til andre."

P 91:

Det, som er hensigten med etikken, er netop, at man fordyber sig i udforskningen af, hvori det lykkelige,
gode liv, vi så gerne ville leve, består. At man lærer at se bag om det, vi hører eller ser i reklamerne på TV.
Nu ved vi altså, at man for at få et godt liv ikke helt kan se bort fra ting (vi har brug for linser, der indeholder
en masse jern), men at man endnu mindre kan undvære andre mennesker.....Man kan være et tingsliggjort
menneske og et menneskeligt menneske.

P 94: (Citat fre Seneca: Breve til Lucilius):

"Hvad dem angår, hos hvem af idelig travlhed optaget fattigdom falskelig har anmasset sig rigdommens navn,
da er der om dem kun at sige: de har rigdom på samme måde, som når det siges, at vi har feber, mens
det i virkeligheden er feberen, der har os."

P 104:

Jamen er det da virkelig sådan, at vi skal undgå det onde af egoistiske grunde? Ja, faktisk. Generelt har ordet
egoist en ubehagelig klang: Man kalder det menneske "egoist", som kun tænker på sig selv og ikke bekymrer
sig om andre. Ja, egoisten går endda så vidt, at han roligt generer andre, hvis han dermed kan opnå en eller
anden fordel.

P 105:

Det var sandelig en sølle egoist, hvis han mente,  han kunne få sig et godt liv på basis af forbrydelser!
(Der referes her til den onde romerske kejser Caligulas,  hvis vagter vendte sig mod ham, EJ).
Hvis han virkelig havde tænkt på sig selv, ville han have opdaget, at vi mennesker for at få et godt liv,
behøver noget, som kun andre mennesker kan give os,  hvis vi gør os fortjent til det, og det er umuligt
at stjæle det med magt  eller ved hjælpp af bedrag.  Når man stjæler dette noget (respekt, venskab, kærlighed)
mister det fuldstændig sin karakter af noget godt og forvandler sig på lang sigt til gift.

P 106:
Man burde konsekvent  kun  kalde den for egoist, som virkelig ved, hvordan man får et godt liv og
anstrenger sig for det.

P 117 (Citat af Erich Fromm: Sjælsharmoni og moral):

"Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at de skal gøre mod dig er et af etikkens fundamentale principper.
Men man kan med samme ret hævde "Hvad du gør mod andre, gør du også mod dig selv."

P 119:
Sæt dig i andres sted
At anerkende en anden som et medmenneske betyder, at man forsøger at sætte sig ind i den andens
inderste tanker og et øjeblik ser verden ud fra den andens synsvinkel.

P  135:

Alle disse intereresser  eer således relative (og skal ses i forhold til andre interesser, omstændigheder og
i forhold til de love og skikke, der findes i det samfund, du lever i), med undtagelse af én, den eneste absolutte
interesse: Interessen i at være et menneske blandt andre mennesker, i at give og modtage menneskelig
behandling, uden hvilken der ikke kan findes noget "goddt liv".....Der er ikke noget, der kan være mere
interessant for dig, end at du bliver i stand til at forstå dem, du via din interesse er forbundet med. At du bliver
i stand til at sætte dig i deres sted....
At tage den anden alvorligt vil sige at være i stand til at sætte sig i hans sted og acceptere, at han er nogenlunde
lige så virkelig, som du selv.

P 141:
Carpe diem (grib dagen)
Det højeste vi kan opnå er glæde.
Alt hvad der kan give glæde, er berettiget,
og alt, hvad der fjerne os fra glæden, er galt.

P 153:

Kunsten at stille nydelsen  i glædens tjeneste, det vil sige at vide, hvordan man hindrer behaget i at
slå om i ubehag, har man fra gammel tid kaldt: Mådehold.

Det handler om en helt grundlæggende evne  hos det frie menneske, men den opfattes i dag  nærmest
som gammeldags.

P 157 (Citat af John Stuart Milll:  Om friheden):

"Den sande frihed, som fortjener navnet, er retten til at søge vort vel på vor egen måde, så længe vi ikke
udelukker andre fra at opnå deres eller lægger deres anstrengelse for opnåelse hindringer i vejen.
Enhver  er den retmæssig vogter af  af sin legemlige, åndelige og moralske  sundhed.  Menneskeheden
vinder mere ved at lade enhver leve således som alle andre finder for godt."

P 159:
Politik og etik

Den, der ønsker det gode liv for sig selv i etisk forstand,
må også ønske , at samfundet som sådan baseres på frihed, retfærdighed og hjælp.

P 161:
Du vil høre det alle vegne....:"Politik er noget svineri! Der er ingen moral! Politikerne ejer ikke etik!"...

Etik kan ikke bruges som kasteskyts eller våben mmmod andres selvværd. Og den kan  endnu mindre
bruges mod medmennesket generelt,....det eneste man kan bruge etikken til er til selv at forsøge at
blive et bedre menneske, og man kan ikke bruge den til at slå naboen i hovedet med.
P 162:
Hvorfor har politikere så dårligt et rygte? I et demokrati er vi  jo egentlig alle politikere, hvad enten
vi selv direkte er politikere, eller vi har valgt nogen til at repræsentere os.
.P 163:
...Hvoraf kommer da politikernes notorisk dårlige rygte?
For det første besætter de poster, som er særligt synlige i samfundet, og hvortil der er knyttet
visse privilegier. De fejl, de begår er mere offentlige, end dem vi andre begår. Desuden bliver de
oftere bragt i situationer, der åbner mulighed for større eller mindre misbrug end almindelige borgere.
....
P 164:
For det andet plejer politikere at være parate til at komme med løfter, som de mener, de kan indfri
eller som de gerne ville indfri.Og det er også, hvad deres vælgere forlanger af dem. Den, der ikke
over for sine vælgere er i stand til at kunne love en bedre fremtid, og som mere betoner vanskelighederne
end mulighederne, kunne snart komme til at stå alene. Vi vil gerne bilde os ind, at politikere har
overmenneskelige evner, men når den uundgåelige skuffelse indfinder sig, har vi ingen nåde til overs for dem.

P 165-166:
Lad os nu forlade politikerne, der vækker rigeligt røre, uden at vi bidrager dertil. Det som interesserer os her
og nu er, om etik og politik har noget med hinanden at gøre, og hvordan forbindelsen mellem dem er.
Hvad angår målet, har de to tilsyneladende meget til fælles. Går de måske ikke begge ud på at skabe
grundlag for et godt liv?
Etik er kunsten at vælge det, som er mest gavnligt for os, og prøve at få et så godt liv som muligt.
Formålet med politik er at organisere samfundet så godt som muligt og sådan, at hver enkelt får mulighed
for at vælge det, som gavner ham mest muligt.

...Men der er imidlertid ogssså væsentlige forskelle mellem etik og politik.
Etikke beskæftiger sig med, hvad det enkelte menneske...stiller op med sin frihed, mens politik går
ud på at forsøge at koordinere, hvad mange gør med deres frihed, og at gøre det på en måde, så det er til
størst fordel for alle.
I etikken er det væsentligste at ville det gode, fordi det her handler om, hvad den enkelte gør, fordi han gerne vil.
I politik er det der tæller, imidlertid resultaterne af handlingerne.

P 172:
Et ønskeværdigt politisk system skal så vidt muligt garantere offentlig hjælp til nødlidende og til dem, der
af en eller anden grund ikke kan klare sig selv. Det vanskelige i denne forbindelse består i, at prisen
ikke må blive, at personene mister sin frihed og sin værdighed. Under påskud af at ville hjælpe de invalide
kan det ske, at staten til sidst behandler hele befolkningen som om alle var invalide...

P 173:

Det moderne demokrati  har i løbet af de sidste to århundreder forsøgt...at opstille nogle minimumskrav,
det politiske samfund bør opfylde, de såkaldte menneskerettigheder, der til skam for os alle mere er et
katalog over gode hensigter end over effektive resultater. At insistere på disse krav overalt for alle, og ikke
bare for nogle få, er det eneste politiske projekt, etikken ikke må fravige.
Hvad angår det emblem, du vælger at sætte på dit revers, så længe det blot handler om enten "højre" eller
"venstre", "centrum" eller hvad det nu måtte være...er det op til dig, for betydningen af disse lidt gammeldagd
betegnelser er ikke længere helt indlysende for mig.
Hvad der imidlertid forekommer mig indlysende er, at mange af de problemer, de fem milliarder mennesker
(og tallet stiger desværre), i dag står over for, kun kan løses globalt. Tænk bare på sulten, der er årsag til
millioner af menneskers død, underviklingen inden for både økonomi og uddannelse i mange lande,
tilstedeværelsen af brutale politiske systemer, der utilsløret undertrykker sine egne befolkninger og truer de
omkringboende, eller på de enorme pengemængder, der ødsles bort på forskning inden for våbenindustrien
eller på den fattigdom, der plager alt for mange mennesker også i rige nationer osv.

PP 174:
Og her til sidst vil jeg vende tilbage til det, jeg tidligere har sagt om, at nogle ting ikke kan erstattes.
En af dem er denne her "ting", vi bor på, kloden Jorden,  med dens naturlige balance. Der er tilsyneladende
ikke nogen erstatning ved hånden, ligesom vi heller ikke vil kunne "købe" os en anden verden, hvis vi i vores
overflodshunger eller af dumhed går hen og ødelægger den. Jorden er ikke en samling lapper og parceller.
At sørge for at den forbliver beboelig og smuk er en opgave, som kun alle mennesker i forening kan  påtage
sig og ikke til nærsynet gavn for nogle få.

P 177 (Citat  af Montesquieu  (fransk filosof, EJ) :
"Hvis jeg vidste, at noget tjente mig selv, men skadede min familie, ville jeg slå det ud af hovedet.
Hvis jeg vidste, at noget tjente min familie, men ikke tjente mit land, ville jeg forsøge at glemme det.
Hvis jeg vidste, at noget var nyttigt for mit land, men skadeligt for Europa eller at det var nyttigt for Europa,
men skadeligt for menneskeheden, ville jeg betragte det som en forbrydelse,
for jeg er uomgængeligt et menneske, men jeg er kun franskmand ved et tilfælde."

P 187 (Citat af Stendhal, Lucien Leuwen):

"Farvel, kære læser; prøv ikke at bruge dit liv på at hade og være bange."

7-11-2022

------------------------------------------------------------------------

At vælge 

Frihed til at vælge er selvfølgelig begrænset og betinget af ydre forhold: din sociale opvækst (herunder fx. mulighed for uddannelse) og status, dit køn, din race, dit intellekt.

Du kan således ikke frit vælge, hvordan dit liv skal forme sig, og hvad er sker med dig, men du kan vælge, hvordan du vil
handle i forhold til det, der sker med dig. Hvis du har din fulde fornuft vel at mærke.

En allegori er beskrevet i bogen Tanker fra en kannibal (på spansk: Ética para Amador) af Fernando Savater fra 1991:

'Der er altså tilfælde. hvor vi vælger, selvom vi foretrækker ikke at skulle være nødt til at vælge.

Aristoteles, en af de største filosoffer, der har beskæftiget sig med disse spørgsmål, udtænkte følgende eksempel:

En båd skal fragte en vigtig last fra én havn til en anden. På halvvejen kommer den ud i et frygteligt stormvejr.
Det kan se ud, som om den eneste måde, hvorpå båd og mandskab kan reddes, er ved at kaste lasten, der udover
at være vigtig også er tung, over bord. Kaptajnen på skibet stiller sig følgende spørgsmål: 

Skal jeg kaste varerne over bod eller lænse for vinden med dem i lasten og håbe på en bedring i vejret eller på,
at skibet kan klare det? Hvis han kaster lasten over bord, gør han det selvfølgelig, fordi han foretrækker at gøre det
fremfor at vove sig ud i en risikabel situation. Men det ville være forkert blot at sige, at han ønsker at kaste den over bord.
Det han faktisk ønsker er at komme i havn med sin båd, sit mandskab og sine varer, det ville være det bedste for ham....
Stormen er noget, han ikke selv har valgt, det er noget, der er kommet udefra, noget, der sker ham, hvad enten han
vil eller ej.

Hvad han derimod kan vælge, er den måde, hvorpå han vil prøve at afværge den fare, der truer ham. ....
Han ønsker at leve, at redde sig selv og de mænd, han har ansvaret for, og at redde sin båd. Men han har ikke lyst
til at miste sin last eller gå glip af den fortjeneste, den kan indbringe ham. Kun yderst modvilligt vil han skille sig af med den.
Han ville uden tvivl helst være fri for at skulle være i den kritiske situation, hvor han bliver nødt til at vælge mellem
at miste sin ejendom eller miste livet. Men der er ingen vej udenom, han må bestemme sig....'

Senere i bogen vender Savater (efter Sokrates ?) tilbage til diskutere, hvordan kaptajenen vil gøre båden lettere. 

Han behøver måske ikke kaste den dyrebare last overbord, men noget af mandskabet?

Nu aner vi, hvor skræmmende, eksemplet i virkeligheden er. 

En skræmmende allegori på klimakrisen, som er den store storm, vi alle er havnet i - mere eller mindre selvvalgt
og selvforskyldt.

5-1--2022

---------------------------------------------------------------------

POLITIK

Alt er politik. Alle er politiske, for alle lever i et samfund, hvor vi taler og handler. Og hvad du siger, 

og hvad du gør, har betydning for andre. 

Ingen kan være apolitiske, hvis vi taler ud fra dette perspektiv. 

I et demokratisk samfund udøver du din (indirekte) magt, når du stemmer på et parti. Hvis du undlader at stemme,

giver du din magt videre til dem, der har viljen og styrken til at gå til stemmeurnen. Så dermed er du også politisk.

Du giver stærkere kræfter mere magt. 

Mon nogen vil benægte, at der er klasseskel? At der er rige og fattige i et samfund? Og at de rige historisk

har mere magt end de fattige?

En ny dansk rapport viser, at 1% af de rigeste danskere udleder 10 gange så meget CO2 som en gennemsnits-

dansker - og 912 gange så meget som en etioper. På verdensplan udleder de 10% rigeste cirka halvdelen af 

verdens CO2!

Hele verden ved, at nu er klimaforandringer - og dermed katastroferne for alvor begyndt - og de bliver kun værre

og værre. 

Men det er som bekendt svært at se sandheden i øjnene. Åbenbart også for vore folkevalgte politikere desværre,

for hvorfor er klimapolitikken så ikke øverste prioritet blandt alle partier?

Det koster for meget, siger mange, at omlægge til grøn politik! Jøsses, hvem koster det for? De rige? Dem,

der udleder mest. 

I dagens klumme i avisen Information skriver chefredaktøren Rune Lykkeberg: 

De nye klimabenægtere er ikke bare lederne og de andre. Det er tendensen i os alle sammen til at give op

og fokusere på tilpasning, som gør det muligt for vore ledere at gå i søvne mod ødelæggelsen af vores planet.

Det er tungt, og det er svært at gå imod sin indre nye klimabenægter, men jeg lover, at det er den eksistentielt

og socialt mest meningsfulde kamp, som fordrer, at vi taler til det højeste og det bedste i hinanden. 

Sloganet for kampen mod den nye klimabenægtelse er ikke “tro på videnskab”, men “tro på politik”.

Så nu gælder det, kære stemmeberettigede borgere i dette land - inklusive politikerne selv:
vis nu, at du er parat til en grøn transformation - også selv om du skal ‘ofre’ noget forbrug og fornøjelse,
vis nu, at du er parat til at gå ind i kampen for at opretholde vor planet, jorden.

Og politikerne på Christiansborg må som de mest ansvarshavende og magtfulde fortælle os klart, hvordan de

vil føre grøn politik, også dem, der ellers lover skattelettelser til de rige.

Hvordan hænger det sammen med grøn omstilling i deres optik? (jvf. de riges procentuelle markant største CO2 - udledning,  bl.a. ved flyrejser,  som der (endnu) ikke hos de største danske partier søges reduceret ved økonomiske sanktioner).

Det er så nemt at tale, men svært at handle! Det er så utrolig nemt at love, men så svært at holde!
Også for systemets politikere.

Men ‘tomme valgløfter’ giver som bekendt politikerlede. Det kan demokratiet ikke være tjent med.

Det kan befolkningen ikke være tjent med - heller ikke politikerne selv.

Dette er i ydmyghed skrevet for alles skyld,-  for befolkningens, politikernes - og for efterkommeres og jordens skyld.

Else Jespersen 

03-09-2022

---------------------------------------------------------------------------

Wh-words (in Danish hv-ord)

2022-02-09

The most important words are (perhaps) interrogative words, 

the WH-words like when, where, what, which, why - and the How-word.

In Danish they all begin with HV (hvornår, hvor, hvad, hvilken, hvorfor - and hvordan).

And (perhaps) the most important WH-word is Why 

if you want to be a thinking, knowing,  even wise human being, a ‘homo sapiens’

you always have to ask Why.

Are you asking Why?

Skæbnesnak

17-06-2022

Tak skæbne!, siger vi, når vi bliver overraskede.

Her er vel ikke tale om, at vi takker skæbnen, som når religiøse mennesker takker en gud.

Det er tilsyneladende et udbrud uden de store bagtanker.

Men hvad er skæbne? En persons skæbne er en persons liv - på godt og ondt.

Det er en ond skæbne, når noget er smerteligt i livet, og det er en gunstig skæbne, når noget går godt.

Skæbnen begynder ved fødslen og varer til døden. Det er tidens gang

Før kristendommen - i hedensk mytologi, fandtes skæbnegudinder. Skæbnen var altså

en kvindes ‘vilje’. I græsk mytologi kaldtes de moirerne, i nordisk nornerne.

Den græske skæbnegudinde Ariadne var datter af kongen Minos på Kreta. 

Skæbnegudinder var tilstede ved et barns fødsel og spandt en tråd, hvis kvalitet bestemte barnets liv.

Ved norner forstås ofte tre søstre, Urd (for fortid), Verdande (for nutid) og Skuld (for fremtid).

Et menneske kan tale om Urd og Verdande, men kender ikke Skuld, fremtiden.

Den kender kun skæbnegudinden Skuld.

Har vi mennesker ikke mest tilbøjelighed til at tale om skæbne, når den viser sig fra sin grusomme side?

Vi taler jo ikke meget om den onde gud, mere om den gode gud. Vi beder ikke til skæbnen, og udtrykket

‘Tak skæbne’ er ikke en taksigelse til skæbnen, fordi noget er lykkedes.

‘Der er mange skæbner’, sukker vi, når vi hører om en persons ekstraordinære liv med de store skelsættende

øjeblikke. De eksistentielle øjeblikke, der forandrer livet. Skæbnetimen.

‘Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig’, lyder det i en gammel dansk popsang om en sømand, der

blev reddet.

Bruger præster også ordet ‘skæbne’? Selvfølgelig gør de det - i hvert fald nogle af dem.

Det ord, begreb, tages gerne i alles mund, det er folkeligt, - mere end ordet Gud, der i kristendommen

staves med versal (stort bogstav). For med minuskel (lille bogstav) taler vi ofte om gud! 

Udtrykkene ‘gud fri mig vel’, ‘gud fader bevares (=bevare os)’ etc, - eller slet og ret ‘guuud’ ved stor forbavselse 

eller forargelse!

Personligt har jeg her lommefilosoferet over ordet ‘skæbne’, netop fordi den har ‘ramt’ mig - igen.
Med en skæbnesvanger skæbnefortælling.

------------------

Mode

Februar 2022

Hvad er mode egentlig for en størrelse?

Vi associerer vel mest ordet mode med tøjbranchen.

“Gammel kjole, hænger der i skabet. Hvornår bli’r du moderne igen” , synger Anne Dorte Michelsen  

i en sang, der i øvrigt handler om frihed.

Er vi ‘slaver’ af moden? De flest lægger da vægt på at klæde sig moderne. Man trækker jo lidt på smilebåndet

over en gammel model - altså tøjmodel…

Eller gør vi det længere?

I 1980’erne med postmodernismen var ‘alt jo tilladt’, som det hed. Til kvinder: bukser, kjoler, nederdele i alle slags længder, til mænd er det jo stadig bukser, men af alle typer.

Der er dog et klædningsstykke, der dominerer i snart hele verden - den amerikanske cowboybuks! Med alle mulige

slags variationer, ja alt er tilladt, synes det. 

Men alligevel er der jo begrænsninger: de unge har deres helt eget ‘snit’, og det er selvfølgelig den mere ‘klassiske model’ for erhvervsmanden og -kvinden. Ikke noget med slidtage og huller i en bank! 

Således er moden jo situationsbestemt samt socialt defineret. 

Det nyeste trend bliver ikke længere kun defineret af de store tøjindustrier og modehuse, dog køber den

bevidste og velsiturerede forbruger nu økologisk, ja bæredygtigt tøj. Nogle tøjforretninger forhandler også genbrugstøj,

‘retro’, secondhand, vintage - ved siden af nyproduceret.

Og genbrugsbutikker bugner af tøj på deres mange stativer. Her ‘slås’ to fluer med ét smæk: man bidrager her også

med socialt hjælpearbejde.

Egentlig flytter man økonomi fra de bedrestillede til de mindre bemidlede. Et slags Robin Hood-arbejde. 

Lidt som når der samles tonsvis af tøj sammen til flygtninge og fattigere lande. 

Paradoksalt er det jo, at det ofte er i de fattigere lande, at vestens tøj fremstilles - måske under dårlige vilkår - og så

kan de sommetider overtage det samme tøj af vestens velstillede, når de har kasseret det.

En forbrugerbevidsthed er heldigvis og til gavn for vor klode - begyndt at vokse sig større: vi vil undgå at bidrage til CO2-udslippet.

Men hvad er mode så? Det er vel en subtil størrelse, en slags udtryk for ‘tidsånd’, - defiineret af en kapitalistisk 

pengemaskine.  Resultat af kapitalistens grådighed efter større omsætning, akkumulation - og vækstforblændelse. 

Nu lanceres denne skjorte med brede flipper, nu med smalle flipper, nu med kropsnært snit, nu løsthængende. 

Nu disse bukser med opslag , nu uden opslag, nu smalle, nu med svaj, vintage etc.etc…

Variation, variation og den ‘kære’ forbruger surfer afsted på modebølgen: jeg er in, jeg er cool, jeg er trendy, jeg er 

‘bevidst’ - jeg er moderne! Selvtilliden er i top!

Selvtillid er vigtigt, - den skal ikke chikaneres her! Og selvtillid kan åbenbart købes for money. 

Men man kan også ‘forkøbe’ sig. Man kan komme hjem fra shoppingturen og være sort i panden af dårlig samvittighed!

Man kan få det dårligt og angre. Men så kan man få bod, hvis man afleverer tøjet til genbrug.

Sådan bedrages vi - både af moden og os selv!

Og moden går aldrig af mode.

--------------------------------

Flygtninge
D. 25. januar 2022

Har netop læst to bøger af helt forskellig karakter, men begge om flygtningeproblematik.

Og begge baseret på forfatterens egne erfaringer.

Den ene af den tysk-jødiske filosof Hannah Arendts Vi Flygtninge fra 1943. Et langt essay skrevet

som flygtning til New York i 1941, hvor hun beskriver situationen som dobbelt-flygtning: både

som jøde og som tysker. Den coctail var den værst tænkelige under 2. verdenskrig. Og det var en

skæbne, hun var helt uskyldig i. I USA blev der forståeligt set meget skævt til tyskere, italienere

og japanere. Her var det deres nationale tilhørsforhold, der udløste ‘forfølgelsen’.

Hun skriver:

Vi gjorde vores bedste for at bevise overfor andre folk, at vi bare var almindelige immigranter.

Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores

situation havde noget med ‘såkaldte jødiske problemer’ at gøre. Ja, vi var immigranter eller

nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at

blive der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vores liv, det var alt. For at

genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi var meget optimistiske.

Vores optimisme  er faktisk beundringsværdig, hvis vi selv skal sige det. Historien om

vores kamp  er endelig blevet kendt. Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed.

Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede

vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige

udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i 

koncentrationslejrene, og dermed brød vores privatliv sammen.

Hun fortæller, hvordan de blev rådet til at glemme fortiden, hvordan de forsøgte at glemme og fortrænge den.

Ikke at glemme, at tale om traumerne var en form for pessimisme, manglende tiltro til deres nye hjemland,

en form for for protest. 

Videre:

…Tilsyneladende ønsker ingen at høre, at vor samtid har skabt en ny slags menneske - en type menneske,

der sættes i koncentrationslejre af deres fjender og i interneringslejre af deres venner.

Den anden bog er en digtsamling af Mohammed Ayoub, Jeg bliver kun dansk hvis jeg griber ordet fra 2021.

Han blev født i Libanon, men kom som baby til Danmark med sin familie medio 1990’erne, hvor de fik dansk statsborgerskab.  I 2006 var han på ferie hos familie i Beirut og blev der udsat for Israels bombning af byen.

Han er opvokset i Århus - primært med sin mor og tre ældre søskende. I dag studerer han dansk på universitetet.

Fra digtet Bombning i Beirut:

…

mama holder mig  ind til sig

vipper frem og tilbage

som  for at vugge et barn i søvn

fortæller mig

at jeg ikke skal være bange

men hun er selv bange

så jeg forbliver bange

lyden af bombefly

der smider bomberne

alt lyd forsvinder

ventetid

bomberne rammer

først der ved vi

vi er i live

hører man

er man ikke ramt

de bliver ved

hvert femte minut hører man flyet vende tilbage

eller flyene 

jeg kan ikke finde ud af

hvor mange de er

samme gennemgang

hvert femte minut frygter jeg for livet

hver femte minut skriger jeg for livet

hvert femte minut skælver mamas stemme

hvert femte minut klemmer hun hårdere om mig

hvert femte minut græder jeg på ny

…

Han beskrever desuden sin og familiens vanskeligheder ved at blive integreret og assimileret i Danmark.

Moderens gråd i Månen:

….

hele byen sover

bare ikke mama

jeg kan høre hende

hendes gård bryder lydmuren

eller de tynde vægge i lejligheden

hun lader op

til dagen og vejen

græder ud om natten

så hun kan holde det inde om dagen

en flygtning

der ikke kan flygte fra sin depression

Dobbeltbundetheden til to kulturer i Hvor kommer du fra:

Jeg kommer fra kaos og krigshærgede byer

jeg kommer fra harmoni og velfærdssamfund

jeg kommer fra morgenbøn og manakish

jeg kommer fra stegt flæsk med persillesovs

jeg danske dabke til  arabiske bryllupper

jeg danser tæt med piger på dansegulvet

jeg kommer fra omsorgssvigt og slående argumenter

jeg kommer fra Frejas sal og fredsommelighed

jeg drikker helligt Zamzam fra Mekka

jeg drikker hedensk humle fra gamle Danmark

jeg kommer fra en anden planet

jeg kommer fra det samme sted som dig

Eller i Smil til verden:

Jeg smiler til gamle damer

så de ikke tror

at alle udlændinge er varyler

jeg smiler til kvinder med tørklæde

så de ikke tror

at alle danskere er xenofober

en mellemmand

uden tilhørsforhold

der febrisk forsøger at bygge bro

for at undgå at drukne

I går aftes den 24. hørte jeg så til et litterært arrangement i LitNet Mohammed Ayoub læse op af
sin digtsamling - og fortælle om sit 27-årige lange liv. Når man er ansigt til ansigt med en person, der har
været igennem bombardementer, hvor pudset faldt ned om ørene på én, ja, så gribes man og forbandet
al slags krig langt væk!
Forbandet være krig, der rammer helt uskyldige mennesker, som ikke kan gøre for, at de netop skal udsættes
for den traumatiserende og 'terrifying' terror.

Dagbog

Søndag d. 23. januar 2022

Eftersom det er vigtigt for selvrespekten at holde sig selv i ørene - altså ikke bogstavelig talt, - og ikke 

hensynke i fysisk og psykisk dovenskab, så vil jeg hermed begynde at skrive en art dagbog. 

Altså bare i dag! Kan ikke love mig selv eller andre, at det sker dagligt , - det vil også være umuligt

sommetider at finde tid til det, men dog indimellem. Når tid er! 

Og hvornår er det, ‘tid er’? 

Man kan nemt synke hen i det tomme rum, i en ensomhed så stor, at man snakker med sig selv.
Så er det tid!

I dag har mine tanker bl.a. vandret til den stærke og smukke film En engel ved mit bord, som  

jeg så over to aftener. Om den New Zealandske forfatterinde Janet Frame, der måtte så grueligt

meget igennem, før hun ‘slog igennem’som  forfatter. Filmen er baseret på hendes egen autobiografi.

Nå ja, tænk at være fejldiagnosticeret som skizofren, få 200 elektrochokbehandlinger, være indlagt

i otte år - og komme levende fra det!?

Og hun overlevede på grund af glæden ved at formulere sig i ord, - ved poesiens magi.

Den vises på Netflix.

Desuden er jeg i gang med at læse ‘verdens bedste roman’, som Brødrene Karamazov af Dostojevskij

er udråbt til af mange.

Den er ikke for enhver, vil jeg så lige sige. Det er Dostojevskij ikke, - har også læst Idioten for nogle år siden.

Dostojevskijs uhyre sjældne erfaring med at stå på skafottet - klar til henrettelse, og så blive benådet i sidste

sekund, ja, den erfaring er uden sidestykke at skrive på. Han har beskrevet lignende situationer  for personer

i sine romaner. En ubeskrivelig livsglæde fylder dem.

Jeg læste i romanen i et par timer, opslugt af Dostojevskijs dybe psykologiske indsigt i vore sind. Og hans

store kærlighed til de mange forskellige personligheder i romanen. Ofte skildret med varm humor!

Jo, Brødrene Karamazov fortjener virkelig en høj placering på ranglisten! 

(Selvfølgelig er jeg dog uforstående overfor en konkurrencekultur indenfor kunstneriske udtryk. Det er

som at rangliste menneskers indre værdi).

Men jeg fik dårlig samvittighed under romanlæsningen. Måtte igang med noget praktisk, rent fysisk.
Gik ud i haven og begyndte at rive blade sammen. Her er der altid noget at lave i haven, når man  er nabo
til århundrede gamle bøgetræer. 

Men dagens motion er næsten reddet, man bukker og bukker. Nu mangler jeg lige at blive lidt forpustet!

Min hund har en lidt dårlig pote, så han kan ikke gå alt for langt. Det gør ondt helt ind i hjertekulen

at se ham halte afsted. Det gør også ondt på mig at se, når mine kære har fået et sår. Føler lidt af

smerten på mig selv. 

Godt jeg ikke arbejder i sundhedssektoren, men hip hip hurra, for dem, der gør og kan!

Ambrosia

Jeg er fyldt op af ambrosia, af denne vidunderlige gudemad fra den græske mytologi, der sammen

med drikken nektar gav dem evig ungdom og udødelighed.

Jeg er euforisk og svævende - ude af trædemøllen i hverdagens trummerum, - altså for en tid.

For hvor længe er jeg i stand til at holde mig svævende?

Af hvad er jeg svævende?

Af et mesterværk, en roman med drengen Jesper som hovedperson. Jeg er forelsket i Jesper, 

den følsomme dreng, der først bedømmes ‘lidt bagud’, men viser sig at være et musikalsk geni

på klaveret. 

Romanen er Byens Spor af Lars Saabye Christensen. I bind 2 er Jesper i puberteten og bliver

forelsket i en pige fra et højere socialt lag. Og forelskelsens essens er jo fyldt med ambrosia og nektar, 

man er svævende, ‘ude af sig selv’, og moderen Maj frygter at miste ham. En klassisk fortælling, ja.

Men Jesper har et indre liv, en sjæl - måske bundløs. Han har overlevet barndommens traumer, faderens

sygdom og død, da han var 9 år, på musikken. Den er hans livline, når alting kæntrer. Han oplever verden 

gennem musik, i dur eller mol, han er spændt på om mødet med kærestens forældre bliver i fortissimo eller

pianissimo, eller hvilken genre skal han spille i? 

Romanen er et musikværk, hvor forelskelse og tilværelsen for Jesper bliver et crescendo med et klimaks 

i hans anslag af tonen C på klaveret. Hvordan skal det forstås?

Hans italienske musiklærer lærer ham, at det handler ikke om at spille hurtig, stærk, hård, perfekt, - men om 

at kunne spille tonen C, så den får andre til at græde. Med andre ord, det handler om at være følsom.

Da Jesper bliver spurgt af sin kloge, ældre  ‘svigerfar’ om, hvad han forbinder med ordet frihed, må han tænke 

sig grundigt om. I dette hjem med reoler fra gulv til loft skal han ikke sige, at det er at have frikvarter i skolen,

heller ikke at gøre, hvad man har lyst til. “At have stemmeret, tage kørekort og købe alkohol skal han så 

decideret ikke nævne. Han må finde på noget bedre end som så. Og pludselig falder tiøren: 

Det går simpelthen ud på at være ærlig.”

Han svarer: At spille klaver.

Det svar fører ham direke ind i hjertet hos den belæste mand - direkte ind i den sociale økonomiske højere 

klasse.

Kæresten kommer på besøg i hans ydmyge hjem, en lille lejlighed, hvor lillesøsteren har sit ‘værelse’ i hjørnet af dagligstuen.-
Vi er i efterkrigstiden i Oslo i parentes bemærket.

Moderen Maj tager hende og lillesøsteren med ud i køkkenet, og de bager julebag her få dage før juleaften.

Jesper betragter dem.

“ Det ville han ikke have troet. Men det slår en tone an i ham, en tangent, han ikke er stødt på før, det er måske

dette enlige C, der skal få folk til at græde”.

Hvordan kan en lykkefølelse skrives så sublimt, opbygget til et klimaks over nogle hundrede sider, siden han 

hørte kommentaren af sin elskede lærer, solidt opbygget med alle ordene og alle tonerne i denne roman,

så læseren - i hvert fald jeg - må fælde en tåre ved netop ordet ‘græde’.  Altså over Jespers tankegang i det lille 

køkken med tre kvinder, han elsker så dybt: det er måske dette enlige C, der skal få folk til at græde.

Man græder på ordet græde. Forløsning. Katharsis.

Selv græder Jesper også lidt senere i samme scene, nemlig da han sætter sig ved klaveret. Han synes, 

han burde være glad, - han har jo alt - med dog ikke faderen.

“Men faderen har ikke forladt ham fuldstændigt, han er kun trådt et skridt til siden. Til gengæld var det et afgørende

skridt, og dét så tungt, at det stadig giver genlyd. Måske er det derfor, Jesper spiller med tårer i anslaget”.

Romanen har ramt det dybe C hos mig - forever.

10-9-2021

Det drilagtige helbred...

Hvis man kunne måle hyppighed af sagte samme sætning i forhold til stigende alder, vil jeg lægge hovedet

på blokken (dog uden henrettelse), at blandt folk i deres fulde fem (hvis de ikke er fulde) afsluttes mange samtaler

med følgende mantra: Helbredet er dog det vigtigste!

Denne dybsindige erkendelse, dette bonmot  - altså at helbredet er så vigtigt - følger som en grundregel altid efter 

en sygdomsdiskussion af forskellig længde, dybde og bredde - afhængig af sygdommens karakter og dens 

udfald - og af de involverede personer - og det eventuelt med et suk. Ak ja!

Nu kan vi jo diskutere, om vi selv er ansvarlige for vort helbred. Vi vil da gerne tage ansvaret for det gode helbred,

men måske er du så bare en heldig kartoffel! Det han man da heldigvis også lov til at være.

Men er vi ansvarlige for det dårlige helbred? 

Det afhænger selvfølgelig af sygdommens karakter! Nogle er arvelige, nogle er påført det lille barn, ja måske i fosterstadiet -
du er helt - ikke uansvarlig - men uforskyldt.
Ulykker kan være uforskyldt - eller selvforskyldt (hvis du har været en klovn - og hvorfor var du lige uopmærksom ?).

Så er der alle de tusindvis af andre sygdomme, fx. de autoimmune, hvor kroppen bliver din fjende. Uhyggeligt!

Folkesygdomme som allergi, hjerte-kar problemer, KOL, alkoholisme, depression,  ja kræft.

Sygdomme som næsten ikke findes, hvis du lever i fx. Nepal eller andre ikke så ‘veludviklede’ samfund. 

Her lever de mere vel, der er således mere vel færden. 

Ja, det er selvfølgelig den usynlige kemiske synder i jord, vand og luft - samt i en masse produkter, - også de spiselige,
der bærer ansvaret for vort dårlige helbred.

Og det kan lille jeg jo ikke gøre noget ved? Er det måske mit ansvar?

Ok, jeg kan købe økologiske produkter, jeg kan gå til psykolog (og få (dyr) hjælp til afvænninger, dvs. styrkelse af mit SELV til modstand mod helbredsskadelige fristelser) !

Men det koster kassen, og der ligger kun en halvtredser på bunden,  ser jeg, så det bliver ikke økologisk idag  - ja,  

faktisk kunne jeg lige få en pakke cigaretter - eller en flaske vin - ! Vi lever jo kun én gang, ikke?

Var der nogen, der sagde gratis motion, en rask vandre- eller løbetur (for dem, der kan forstås)?
Nå, det kan jeg ikke nå nu, men der er vel en dag i morgen…?

1-9-2021

--------------------------------------------

Tallet og bogstavet...

Et tal og et bogstav diskuterer.

Hvem er stærkest af de to?

Tallet siger: Det er os, der behersker verden. Ja, verden kan ikke eksistere uden os.

Tænk på alle beregninger, fx. af ingeniører, når der bygges en bro.

Tænk på økonomien, - det er jo den, der kan bestemme et lands skæbne.

Bogstavet tænker sig godt om og siger: Men, det er tanken, der tæller...

Og, du tænker og taler ikke uden bogstaver...

Grammatikøvelse...

Hvem er subjekt, og hvem er objekt?

Hvem gør hvad? 

Det handler om - TRYK!

Eksempel 1:

x elsker y

Normalt vil vi jo sige, at det er x, der elsker y.

Men prøv at lægge TRYK på x'et, så er det pludselig en anden sag: Nu kan det også være y, der elsker x.

Det hedder omvendt ordstilling.

Eksempel 2:

David nedkæmper Goliath.

Samme øvelse udbedes, tak! - Nu er det kæmpen, der nedkæmper den lille!

Nej, sproget - og verden - er bestemt ikke nem at forstå !

10-2-2020

--------------------------------------------------------------

Fattigdom...

Der er ingen fattige i verden i dag, siger de velbjergede analytikere.

Ikke som for kun 40 år siden, hvor nøden var større rundt om i verden.

Konklusion: den voksende afstand mellem rig og fattig er faktisk positiv!

En sandhed med modifikationer,

Alt er relativt!

Sand påstand: der er færre, der dør af sult end for 50 år siden.

Falsk konklusion: der findes ingen fattige!

Fattige i dag er endnu fattigere end for 50 år siden, da de rige er blevet meget rigere end for 50 år siden!

De fattige er fattige i forhold til de rige idag, og er forholdsvis rige i forhold til de historisk fattige.

Er de fattige ikke fattige i fx. flygtningelejre?

På fx.Haiti, hvor der findes stor nød og megen analfatisme?

I mange lande i Afrika?

Osv., osv...

Det handler om manipulation og forskydning i sproget.

Spørgsmål: Hvem vover at påstå, at der ikke længere findes fattigdom i verden?

Svar: Det gør de fattige i ånden og empatien...(hvad man nemt bliver af for mange penge!)

10-2-2020

Det kære ord liberalisme...

Begrebet kalder på nuancer i en overfladisk, forhastet hverdag. 

Et ydmygt forsøg herunder.

Frihed, lighed og broderskab...de berømte ord i både USA's og Frankrigs forfatninger fra sidst i 1700-tallet.

De lyder så besnærende smukt, men

1. frihed i ubegrænset omfang findes jo ikke, - der er altid nogle love og normer i et fællesskab, der skal overholdes. 

   Selv for de rigeste og de mest magtfulde. Men hvem ønsker også total frihed ?

2. lighed er jo indlysende noget vrøvl. Der har aldrig i jordens historie været større ulighed mellem mennesker som nu.

    I hvert fald på det økonomiske plan, og det betyder også på det sociale og på det sundhedsmæssige plan. Penge kan 

    jo købe 'frihed' for meget. Uligheden begynder i fostertilstanden. 

3. broderskab: bortset fra at det er et kønsladet ord, - som man(d!) finder mange andre af i sproget - dannet i et patriarkalsk samfund

   - og stadig eksisterende i dagligsproget, selvom søsterskab opstod så sent som i 1970'ernes kvindebevægelser, - ja så betyder

    broderskab (og søsterskab) vel sammenhold, venskab, solidaritet. 

    Men hvor er den solidaritet i dag i en verden, hvor individualismen hersker. 

Individualisme/ egoisme: 

Man(d) er sig selv nærmest, det er en kamp for at overleve, for nogle i bogstaveligste forstand, for andre i overført betydning. 

I overført betydning  gælder ordet overlevelse retten til at KØBE, når jeg føler lyst og behov for det. Den nyeste mode, en ny bil, mad, stimulanser, 

rejser etc, etc.  Man(d) skal følge med ræset. Jeg får det bedre, mit falske behov er tilfredsstillet - til det næste opstår.

Reklamens magt er stor.

Her tænkes ikke på ansvar overfor dem, der ikke har råd, - det er vist deres egen skyld.

Vi køber, så producenterne også kan leve. Det er et netværk, og vi er fanget i et net - af forbrugsmønstre. 

Vi lever i en illusion om frihed i vort forbrug, vi er netop fanget. 

Vi taler om liberalisme, frihed for den enkelte til at leve, som man(d) ønsker. Hvor blev begrebet 'frihed under ansvar' egentlig af?

Der tales om 

1. økonomiske liberalisme - kapitalismen i uhæmmet form, uden begrænsninger fra statslige indgreb. Selvom vi er glade nok for 

det civiliserede samfund med et veludviklet vejnet, godt transport- , uddannelses- og sundhedssystem med den nyeste teknolig, - 

betalt af staten, men vi vil bare ikke betale skat  til dets vedligeholdese og videreudvikling.

2. national liberalisme - kampen for at opretholde nogle ofte vilkårlige grænser mellem landene og for at bevare det enkelte lands historie 

og kultur intakt, uden 'forurening' af andres historie og kultur. 

Men begreber som historie og kultur ikke altid vil være identitetsskabende for den, der har trådt sine barnesko i sit land. 

Modersmålet som fundament i ethvert fædreland. Rødderne så dybe, at de aldrig slipper, selvom samfundet bliver multikulturelt. 

En kulturel berigelse i en globaliseret verden er UUNDGÅELIG i en digitaliseret verden, hvor man(d) med en finger på en skærm 

er i kontakt med en ven på den anden side kloden. en ven med en anden historie, kultur og religion.    

3. socialliberalisme - her er et håb om et ansvar for andre: det sociale element. Vi skal hjæpe dem, der ikke kan følge med i ræset. 

'De brede skuldre skal bære det store læs' - eller ' den, der har evnen, har også pligten'.  

Denne form for liberalisme får begrebet samvittighed frem hos de stærke, de bemidlede,eller hos 'broderen'. Den barmhjertige samaritan.

De ser nødvendigheden af sammenhængskraft  - og af 'broderskab' blandt mennesker. De føler EMPATI med den lidende, med

fx. børn, der har dårlige betingelser for opvækst. Som ikke får vinterstøvler, som ikke får ferieoplevelser, som ikke får stimulation, som

er triste, deprimerende, selvskadende i et råb om hjælp, - og ikke fordi, de har den absolutte frihed til at gøre, som de ønsker.

 Men hvad med ordet miljøliberalisme? En frihed for miljøet, for vor jord og vor luft til ikke at blive fordærvet af forurening fra vor

forbrugskultur.  En frihed for grundvandt til ikke at blive besat af pesticider. En frihed for dyr og planter til at leve uden 'skidt og møg',

uden plastik i havet, uden aluminiumsdåser i skoven, uden round-up i haverne, uden det svinende menneske.

En ægte frihed for mennesket, som er del af jord og luft, og som er afhængig af begge.

Jeg vil kæmpe for miljøets frihed, - for går den tabt, taber vi de andre liberalismer på gulvet, ja, de bliver ikke-eksisterende.

2-11- 2019

Om vaner

Vaner er adfærd, der gentages adskillige gange over en vis periode.

Alle har vaner - gode som dårlige, ja, vaner er faktisk livsnødvendige i hverdagene.

De fleste har f.eks. for vane at sove i den mørke nat og være vågen i den lyse dag.

En rimelig god vane, hvis du vil overleve og være sund.

Ja, for gode vaner fremmer sundheden og overlevelsesraten hos den enkelte - og generelt hos jordens befolkning.

En god vane er også en krammer - ja, at være venlig og imødekommende - hvis man altså magter det!

Dårlige vaner hæmmer sundheden. Dårlige vaner opstår, når personer er i ubalance, måske er udenfor sig selv

- eller udenfor et fællesskab. Som hos uartige børn, der ønsker opmærksomhed!

Længe leve de gode vaner for fællesskabets, solidaritetens, fredens og kærlighedens skyld!

I begyndelsen var ordet...

Når jeg sætter ord på papir eller rettere på digitale skærme, får jeg renset ud i mit indre system!

At se mine tanker og følelser, det indre kaos, i 'dansende' ord for mine øjne er en åndelig og fysisk nødhjælp til mig selv.

Renselsesprocessen giver frisk luft. Ånder igen roligt. Som efter en kropsscanning i mindfulness.

Som at muge ud i affaldet.

Som at køre på lossepladsen.

Som at kassere ubrugelige ting.

Som at tilslutte sig simple living-idéen.

Så kan en ny tid begynde.

Så i begyndelsen var ordet...

31-7-2016

I begyndelsen var billedet....

Individet:  Du ser - og danner billeder -  det første billede måske af moderens ansigt...

Samfundet: de tegnede skriptogrammer var før bogstavet, mennesket tegnede før det skrev...

Ubevidst: vi drømmer i billeder...

1-6-2018

Om penge

Hvad er penge? "Penge er ikke alt, men de er gode at have" er det stående bon mot (ordsprog).

Det er jo ganske sandt! Hvis 'alt' fx er et godt helbred, ja sundhed (og mange vil nok mene ved nærmere eftertanke,

at det er af stor lykkeværdi), ja, så er det så sandt, for man kan ikke købe sig rask fra en uhelbredelig sygdom, - trods alt.

Man kan dog komme langt ad sundhedens vej med penge.

Men hvad symboliserer fx. tallet 100 (kr) -og/eller en hundredekroneseddel, der er den fysiske manifestation for værdien 100 kr?

100 kr symboliseret et stykke arbejde - håndens eller åndens. Fysisk eller mentalt (tankemæssigt, spekulativt) arbejde.

Der ligger altid arbejde bag en fremstillet genstand eller bag en tjenesteydelse eller bag en ...tanke, som efterfølgende fx udtrykkes i ord,

fx ved at skrive en tekst, en bog - eller holde en tale (som fx politikere gør). Og der ligger altid arbejde bag handlingen at trykke på en knap

(fx på et tastatur) - eller endog på et bestemt punkt på en digital skærm, som det sker ved pengetransaktioner og køb og salg på børser.

Så hvordan er de 100 kr tjent eller fortjent?

Hvilket arbejde er denne hundredekroneseddel, som jeg holder i min hånd, en værdimåler for?

Er det for en times slid med skraldebilen?

En gulvvask på kontoret?

En time ved det monotone samlebånd på den larmende fabrik, der fremstiller en dingenot?

En time ved kasseapparatet med alle varerne, der passerer forbi?

En badning af den gamle på plejehjemmet?

En gåtur med de små i dagplejen?

En stileretning i gymnasiet?

En halv undervisningstime i en 5. klasse med et overskredet  støjniveau ifølge tilladte decibeltal?

Eller er det et par streger på tegnebrættet til det nye supersygehus?

En synopsisside til et TV-interview?

En malerklat på lærredet?

En underskrift i det store advokathus?

En sætning i en tale af statsministeren?

Eller blot en tøven og en tvivlstanke hos en børsspekulant?

Er de 100 kr alle fortjente?  Ingen kan besvare det - og alle kan besvare det - med et ja eller et nej.

Spørgsmålet står stadig ubesvaret hen.

Men der er jo nogle, der ikke tjener (fortjener?) deres penge, deres 100 kr.!

De uarbejdsdygtige! Dem på overførselsindkomster!

De får dem blot for deres eksistens. De 'rører ikke en finger' (som dog børsspekulanten må) -

og deres tanker er os helt ligegyldige, og vi hører dem ikke.

Er det nu også retfærdigt med disse 'nassere' på andres arbejde?

Kan et pengesamfund nu også være tjent med det?

10-8-2016

Tanker på vejen

Når jeg går tur med min hund, møder vi ofte joggere og cykelryttere på vejen og mountain-bikere på særlige stier i skoven.

Min hund gør som regel af dem - ret pinligt! Nogle ler ad den, andre ryster på hovedet, nok ikke over den men af ejeren! Men

de fleste reagerer slet ikke, de er dybt koncentrerede omkring deres motion, deres træning.

Jeg selv træner også, når jeg går tur. Træner til at blive en 'lykkens pamfilius'.

Jeg har fået mig et ur, der måler skridt og kalorieforbrug, men det mangler en måleenhed for mit lykketal.

Jo, selvfølgelig kan graden af lykke måles i lykkehormonet serotonin, men det får man jo ikke lige målt hos lægen,

men det gør man med mange andre fysiske anliggender og funktioner som fx, blodtryk, kolesterol, og mit lykketal vil først og

fremmest være afhængig af gode tal her fra lægevidenskabens univers. Ligeledes af måling af smerter i min krop.

Men ved nærmere eftertanke, så vil mit lykketal være større, hvis disse tal er bedre hos de unge i min familie,

hos børn og børnebørn. Men jeg ønsker jo også sundhed hos mine andre familiemedlemmer, gode venner etc.

Ja, hvor mange skal egentlig inkluderes? Er det ikke en lykkefaktor, hvis folkesundheden generelt er god?

Ud over dette fysiske aspekt skal lykkeparametret også måle mine kontakter med mine medmennesker,

først og fremmest kærligt nærvær med mine nærmeste. Og her er mit samvær med mine børnebørn den største lykke i denne verden!

Men også evnen til at håndtere ensomhed samt evnen til fordybelse og engagement i andet end én selv

må da være et must i lykkemålingen.

Kan lykke også måles i et smukt vejr en dejlig septemberdag, i en udsprunget blomst, i en god roman, i et smil fra en ukendt person  på gaden,

 i antal 'likes'  til et selfie på facebook eller i lykønskninger på fødselsdagen her i det digitale univers?

Der er nok at gruble over, tænker jeg og må le i mit stille sind over den tegning, jeg netop så af en mand og hans hund,

der går tur i et smukt landskab. Over manden var tegnet en tankeboble med ting og sager som fx pengesedler, bil, hus etc,

men i hundens tankeboble var et spejlbillede af det smukke landskab. 

Ovenover tegningen stod: Hvorfor er en hund lykkeligere end sin herre?

Jo, hunden var til stede her og nu med sine sanser åbne.

Men det er  trods alt umuligt for et menneske ikke at tænke. Så jeg tænker: mon ikke tegneren her også søgte efter lykken?

23-9-2016

Det rene jomfruelige lommetørklæde

For snart mange år siden - før papirlommetørklædernes tid - købte jeg en æske med fire store hvide lommetørklæder af kraftigt stof.

De var bestemt ikke til hverdagsbrug, nej, de var til fine selskaber - og til begravelser. Primært til tårer.

For et par dage siden tog jeg et nyt af disse i brug, - jeg skulle til en af mine kære veninders begravelse, og af ærbødighed og respekt

for hende tog jeg et 'jomfrueligt nyt fra æsken i min taske. Der ville blive brug for det, vidste jeg.

Også selvom jeg allerede havde grædt mange tårer.

Nu var der kun ét helt ubrugt lommetørklæde tilbage i æsken, så jeg, og uvilkårligt tænkte jeg, om jeg nogensinde ville få brug for det.

Min veninde var død en pludselig, uventet død af en hjerneblødning, og chokket fremkaldte tanker om livets ubestandighed og

forgængelighed.

Ingen kender dagen, sagde vi gentagne gange til hinanden. Det hele var både så uvirkeligt, - at hun ikke var her mere blandt os -,

men samtidig blev alting også mere virkeligt, mere nærværende, forstået på den måde, at vi sansede livet stærkere,

for pludseligt og i et nu kunne alting været mørke og bevidstløshed.

Ja, hvem ville tage det sidste jomfrueligt lommetørklæde i brug? Jeg selv vil jo kun gøre det til fine selskaber og til begravelser,

for jeg har mine principper. Eller en anden? Måske ville det aldrig blive brugt og ende sine dage på losseplads -

og dermed sikkert blive flammernes bytte.

Begravelsen var meget smuk, og lommetørklædet blev brugt. Det skulle nu vaskes og stryges.

Under samværet bagefter sang vi en smuk salme: Tænk at livet koster livet. Det blev fortalt, at den salme havde min veninde

ønsket sunget til sin 60 års fødselsdag for 3-4 år siden. Men hvorfor sang vi den så ikke dengang?

Dette spørgsmål kan min veninde nu aldrig besvare. Der er mange spørgsmål, der bør stilles i rette tid.

Nogle er dog vigtigere end andre. Hvor vigtigt er mon mit spørgsmål om mit sidste jomfruelige lommetørklæde?

Af hvem og hvornår bliver det taget i brug?

6-11-2016