PROLOG

Disse nedenstående tekster er baseret på facts med hensyn til navne, årstal, lokaliteter og begivenheder
som fødsler, konfirmationer, bryllupper og begravelser, og er kun mere eller mindre fiktion i dialoger og tanker.
Fortællingen er et forsøg på at indleve mig i mine formødres liv i deres sidste - måske vanskelige år.
Give dem noget liv. Derfor har jeg også indsat dem i en politisk og social kontekst.

Jeg har for min oldemor Ane Katrines vedkommende medtaget ialt 10 år, så dette tiår (1919-1929) også
medtager min tipoldemor Maren Jeppesens ældste søn, Ane Katrines ægtefælle - og min oldefar Peder Madsens sidste 6 år.  

De har ikke selv skrevet nogen form for dagbog eller biografi, - undtagen Maren Jeppesens ene svigersøn Lars Rosenkjær, der i 1930 laver en stamtavle og heri beretter, at hans hustru Ane Madsdatter i 1926 dør ved en ulykke i Assens.  Men i 2012 får jeg en interessant amerikansk slægtsforskning - over Peder Madsen søn Verner i USA.

Ja, så måske er det hele gætteri, men udfra de konkrete facts synes jeg, der må ligge en sandhed i fortællingen. -
De var jo på alle måder helt normale kvinder med børn og ægteskab - og ofte med talrige børn og børnebørn,
som for en kvinde jo naturligt og ret normalt  indgår i deres tanker og følelser.

Nederst nogle få fotos.

Else Larsen Jespersen, 2021.

MAREN JEPPESENS SIDSTE SEKS ÅR 

1906

1.

Maren tog sin sorte vinterfrakke på for at  gå tur med hunden. Klokken havde passeret det normale tidspunkt 

for dagens luftetur med over en time, så opslugt havde hun været af en morsom  Morten Koch bog, 

Fyenbosnak, som hun havde fået i julegave af Mads. Og havde det ikke været, fordi hunden havde stukket 

sin snude ind på hendes kind, så havde hun endnu siddet og læst.

Maren kom ud i det smukke vejr,  men bidende koldt var det denne nytårsmorgen 1906. Hunden logrede, 

med snuden i det tynde lag sne.

Det var heldigt, at markerne lå så tæt ved landsbyen. Hun travede raskt af sted, da hun hørte nogen råbe.

Godt nytår, Maren!

Det var naboen Søren, og hun råbte Godt nytår! Han kom småløbende efter hende med deres hund. 

Hun ventede. Det hændte, at de fulgtes ad over markerne. Det var jo hyggeligt at få en passiar indimellem.

Forpustet nåede han hende.

Nåh, kom I godt ind i det nye år? spurgte han.

Ja, stille og roligt, kun Mads og jeg. Vi har jo haft mange gæster i julen, har du vel bemærket?

Ja, det tør da siges! I er jo en stor familie efterhånden! Men I var da ikke hjemme juleaften?

Nej, da var vi jo hos Ane og Lars og lille Mary i Søby. De vil helst være hjemme og skabe en tradition for Mary,

der nu er fyldt 3 år.

Åh, ja, det er en herlig alder, ikke? Hun snakker en del allerede, kan jeg forestille mig? Ane - og hendes tvillingsøster Else, samt deres storebrødre var da meget dygtige som børn, husker jeg.

Men var Else hjemme fra Sjælland?  Og hvad med sønnerne?

Maren vidste, det var et spørgsmål om tid, før der blev spurgt til hendes tre sønner. Hun vidste også, at der i sognet 

især var interesse for at høre om hendes ældste søn, Peder, som hun fik udenfor ægteskab som 21-årig. Det

var jo en stor skandale, hun gårdmandsdatteren, der var kokkepige på godset. Det hed tidligere Krenckeroppe,

nu Frederikslund.

Hun var jo blevet fyret ved graviditeten og var flyttet hjem. Og snakken gik som en steppebrand. Hvem var faderen? 

Jo, Jens kom på besøg med familien juledag, og anden juledag kom Peder med familien også. Så der har 

været stor ståhej, smålo Maren lykkelig ved tanken. Men Jeppe og familien nåede ikke hjem i julen. Han er

jo organist i kirken, så der var travlhed, sukkede hun.

Nu kom der sikkert et borende spørgsmål om, hvordan Peder har det - som altid - næsten. Nysgerrighed kender

ingen grænser. Men hun kendte jo sine venner og byens indbyggere så godt, at hun vidste, at de ikke mente noget 

ondt med det - tværtimod.

For det havde ikke altid været så nemt for Peder - som såkaldt uægte barn! Andre børn havde råbt horeunge 

efter ham, han var blevet drillet og chikaneret og var kommet grædende hjem. 

Hjem var jo hjemme på gården hos hendes forældre, hvor han blev boende, indtil han blev gift i 1884 og flyttede til nabosognet.  Heldigvis levede hendes mor endnu, da han var barn, ja, indtil 1870, og han var næsten 12 år.  

Hendes far Jeppe var død i 1863, men hendes 2 år yngre lillebror Lars havde - som den ældste søn - traditionen tro overtaget gården. De havde jo været en stor søskendeflok. Hun havde ialt 7 ‘helsøskende’ - og 5 ‘halvsøskede’, fra faderens første ægteskab. Far Jeppe var jo 17 år ældre end hendes mor, der dog havde født ‘efternøleren’ lille Ane 

i 1848, da mor Else var 47 år!

Ja, hos hendes mor havde Peter altid søgt trøst - og fandt den.  Men han kom aldrig til at elske at gå i skole - 

desværre. For uddannelse var vigtig, syntes Maren.

Skam tage dem, der kan kalde børn uægte, sagde hendes kære mand Mads. Og det kommer endda fra præsterne!

Han havde meldt sig ud af folkekirken, blandt andet af den grund. Han var fritænker, sagde han. 

Men Peder havde heldigvis fået en sød kone og i alt fem børn! - Der var næsten en generationsforskel mellem hendes ældste søn og ned til Jeppe, selvom der kun var 9 år mellem dem. 

Der var også et større socialt skel mellem dem, måtte hun erkende. Mads og hendes børn havde da fået 

en uddannelse, - altså drengene, Jeppe og Jens. Jeppe var endog blevet seminarieuddannet - til deres 

store stolthed og var lærer og organist i Tjæreby, et nabosogn til Frederikborg Slot! 

Jens var blevet togfører på Falster, og tvillingepigerne var begge blevet godt gifte!  Ja, med flotte fornemme 

efternavne, Rosenkjær og Gyldenhøj! Det var noget andet end Madsen!

Men Peder havde kun et lille hus og var arbejdsmand. Der var trange kår. Men  det var kun den ældste Hans, der

var ude at tjene endnu. Både Mads Peder og Jørgen boede stadig hjemme, selvom de var karle på nærliggende gårde.
Samt selvfølgelig de to yngste piger på 15 og 11 år. Bare de nu fandt sig nogle gode ægtemænd!

Ja, bare det går børnene godt, - det betyder jo alt, sagde Søren, der selv havde fået en større børneflok ‘af vej’.

Men det er nu ikke nemt for husmændene i vore dage! Men heldigvis har vi jo fået et nyt parti, der vil varetage

deres interesser overfor de større gårdmænd, som jo Venstre især udgår fra, for ikke at sige herremændene på godserne. 

Du mener Det radikale Venstre? spurgte Maren. Maren var informeret, bl.a. af deres søn Jeppe, som gik meget op 

i politik. Det havde han vist fra faderen, der havde sine markante meningers mod.

Maren og Søren fortsatte lidt ind i den store skov, der hørte til godset. Ind imellem fløj en fasan forskrækket op, og

hundene gøede og løb arrigt omkring.

I mellem træerne kunne de skimte den hvide smukke bygning. De stod lidt tavse og betragtede den, og mange 

tanker gik gennem deres hoveder. Også Søren havde arbejdet der i sine unge dage - dengang der var flere 

hundrede ansatte for at drive en herregård.

Ja, det er jo stadig de tyske ejere, sagde Søren.- Rantzauerne. De har jo været i landet i flere hundrede år.

Det var jo en Rantzau, der så at sige arbejdede for kong Christian III under Reformationen i 1536 og slog

bondehæren ved Øksnebjerg. Nogle dygtige militærfolk, må man sige.

Du har altid interesseret dig meget for historie, Søren, ikke?

Jo, det er da interessant! Ja, uden historisk viden, kan man ikke rigtig forstå samtiden, synes jeg. - Min interesse begyndte da også, da jeg tjente på godset. Disse majestætiske gamle bygninger - ligesom kirkerne, 

råber højt i landskabet og påkalder sig opmærksomhed. 

Så vendte de næsen hjemad, det var også blevet koldere, og Maren frøs om tæerne. Hundene løb frit omkring og snusede efter vildt i sneen. 

Tilbage i byen hilste de af og skyndte sig ind i varmen til deres ægtefæller.

Hun skyndte sig at kigge til ilden i komfuret. Hendes gode solide Morsøkomfur, samme mærke som på godset. 

Der var heldigvis stadig gløder, så hun lagde straks mere brænde på.

Inde i stuen sad Mads og studerede avisen.

Var det en god tur? spurgte han.

Ja, dejlig frisk. Fulgtes med Søren, der indhentede mig. Vi var ovre i skoven og kigge op på godset.

Og udveksle gamle minder? lo han.

Jo, lidt. Men fik du lavet nogle nye fluer i kælderen?

Fluebinding til fiskeriet var blevet hans store kæphest. Han eksperimenterede med maddingen. Om sommeren

fiskede han i den store sø tilhørende det andet mindre gods i nærheden. Det var jo et godt tilskud til husholdningen,

når han hjembragte et par gedder - for det var mest gedder, han fangede. Og hun havde nogle gode geddeopskrifter.

2.

Maren var i gang med middagsmaden. Hun havde en rest kogt høne og kunne lave frikassé, som så 

mange gange før. Men hun ville afprøve den nye opskrift på brunede selleri som tilbehør. Hun fandt sin julegave 

frem, kogebogen Folkets Bog, der udkom sidste år. Hun havde fået den af børnene, - det var Jeppe, der havde 

købt den. Hun elskede at sidde og studere opskrifterne.

Hun havde lært madlavning af sin mor, og hun var dygtig til det. Det krævede også fantasi at anvende

råvarerne bedst muligt, at få meget ud af lidt og at variere maden, så man ikke blev træt af nogle retter. 

De havde jo været så mange munde at mætte, dengang hun var barn, men aldrig var de gået sultne i seng.

Men på godset lærte hun jo en finere madlavning. Dyrere råvarer, ja dyresteg spiste de ofte fra de store jagtarealer.

Nu kom Jeppe ud til hende i køkkenet med avisen Fyens Tidende, som de holdt sammen med naboen. Det var den 

fra i lørdags.

Nu stiger priserne på tekstilvarer, på uld og bomuld. Det er nok al den ballade i Rusland, der gør det. Nå, men det rammer forhåbentlig ikke hørproduktionen, sagde han.

Jeppe var jo væver, vævede hør til håndklæder, duge, men også til tøj. De havde dermed en nemmere adgang 

til det dejlige svalende og vandsugende klæde end mange andre. Og Maren syede selv skjorter, bukser og kjoler 

af hør, ja, hun var blevet mere og mere velklædt med årene!

Men det sagde heller ikke så meget, for i hele hendes barndom og tidlige ungdom havde hun jo mest arvet tøj

af sine ældre søstre, Ane Katrine og Sidsel. 

Uha, men det betyder måske mere efterspørgsel på hørklæde? spurgte Maren.

Ja, måske. Der står også her, at Tekstilfabrikantforeningen vil lade sig repræsentere ved fabrikant Brandts 

jordefærd. Han døde jo juledag. - Ja, hvilken nyhed, sagde Jeppe lidt sarkastisk. Det er da også indlysende, 

må man sige. Brandt var jo medlem af foreningen i mange år.

Var det ikke tekstilarbejderne, der strejkede i sommers, spurgte Maren.

Jo, - og hvem kan fortænke dem i det! Fagforeningerne fremsatte jo krav om mindsteløn  og minimal arbejdstid. 

som arbejdsgiverne straks afviste.

Der er netop berettet om det her i en gennemgang af Danmark i 1905, ja, det hedder overskriften. Men her står,

og nu citerer jeg - at ‘det var forbryderisk letsindigt af fagforeningslederne at kaste 4000 tekstilarbejdere 

ud i kamp den 1. juli.’

Men dog, var det virkelig så mange, udbrød Maren. Men det er da ikke forbryderisk at kæmpe for bedre forhold!

Nej, kære, det er det ikke, men Fyens Stiftstidende er jo en lidt konservativ avis, ved du.

Men her er også kongestoffet, Maren! Det er jo noget for dig, ikke? drillede han.

Hold dog op. Men hvad står der? spurgte Maren nysgerrigt.

Du ved jo godt, at kronprinsens næstældste søn Carl er blevet valgt til konge af Norge i november under 

navnet Haakon VII.  Men her står under Danmarks Udenrigspolitik:

Jeppe læste højt, mens Maren stod bøjet over komfuret:

“Danmarks udenrigspolitik er i det nu svindende år trådt mere i forgrunden end almindeligt i vort lille land. 

Vi have i sommerens løb haft besøg både af den tydske og den engelske flåde. ...Hertil må føjes, at Kejser Wilhelm aflagde et forøvrigt ikke udpræget officielt besøg den 31. juli. Vi danske er ikke så indbildske at tro, at disse besøg skyldtes en særlig varm kjærlighed til os eller trang til at vise Danmark opmærksomhed - dertil kom englænderne 

altfor expedit efter tydskernes besøg.

Kejser Wilhelms flådedemonstration havde den dobbelte opgave at vise Sverrig en opmærksomhed og slå 

koldt vand i blodet hos nordmændene og slå et lille slag for Østersøpolitikken. I hvilken anledning også et 

møde med den russiske kejser i den finske skærgård arrangeredes. 

Englændernes langt større flåde skulle belære tyskerne om, at England ikke havde til hensigt at lade Tydskland

være eneherre i Østersøen og så videre “, sukkede Jeppe og fortsatte lidt senere:

“Men Danmark blev på iøjnefaldende måde mindet om, at vort land ligger på alfarvej og må være beredt til at forsvare 

sin neutralitet overfor rivaliserende stormagter.

Kejser Wilhelms besøg stod i forbindelse med kongevalget i Norge. Ved sit møde med kong Oscar havde 

han fået konstateret, at det svenske kongehus ikke ønskede, at nogen svensk prins blev konge i Norge. Valget 

faldt da på prins Carl, hvem kejseren under sit ophold her aflagde et længere besøg. De langvarige forhandlinger 

er i frisk minde. Vor gamle konges taktfulde deltagelse heri afbødede alle de vanskeligheder, som  optårnedes fra forskellig side med hensyn til forholdet til det svenske kongehus, til Sverige og til Norge. Der opstod en

misstemning i Sverige overfor Danmark, og den består endnu, men noget faktisk grundlag har den ikke at bygge på.”

Nej, det har avisen da ret i, udbrød Maren. Sverige kunne jo selv have sendt en prins! De blev vist først spurgt.

Nå, nu blev du jo helt ophidset, bette Maren, lo hendes mand.

Til sidst står der: “Den 22. rejste det norske kongepar under usædvanlig store ovationer fra hovedstadens beboere.

Det har glædet alle danskere at høre om den begejstrede modtagelse, kongen og dronningen har fået i Norge.”

Nå, nu får du ikke mere kongestof for denne gang, min kære. Men en anden interessant notits skal du dog høre,

nemlig at der i anledning af 100 års jubilæet for H.C. Andersen nu arbejdes på at oprette et museum for vor store 

digter i Odense. - Ja, det var da en rigtig god idé! Det vil da trække flere turister til byen.

Men nu er jeg hundesulten! sagde han og foldede avisen sammen.

3.

Det var sådan en iskold januardag, at Maren kunne blive grebet af - ja, en isnende kulde i hjertet. En angst. 

For fremtiden.

Hvordan skulle det dog gå alle hendes børn og de kære børnebørn? 

Men hun burde måske skamme sig? Hun burde jo være så lykkelig, hun havde fået 5 sunde børn og 11 børnebørn!

Hvad kunne hun mere ønske sig i livet?

Og hun kunne i hvert fald sagtens huske børnebørnenes fødselsår og datoer, for selvfølgelig sendte hun dem 

små pakker, altså Jeppe og Jens’s børn. De boede jo så forfærdelig langt væk, Jeppe helt ovre i Nordsjælland 

og Jens nede på Falster, hvor han jo var togfører. Ih, hvor så han flot ud i sin uniform!

Det ældste barnebarn var jo sønnen Hans, der blev født i 1884 og så kom ellers fire børn  på stribe, 
Mads Peder i 1886, Jørgen i 1888, Maren i 1890 og Anna i 1894. De to yngste piger boede jo stadig hjemme,
og de kom ofte på besøg. Det glædede hende så meget hver gang! 

Jeppes to piger Helene Marie og Anna Elise blev født i 1894 og 1897 - helt ovre i Tjæreby i Nordsjælland

Jens’s tre børn, Harald født i 1897, Esther Inge født i 1899 og Max født 1902 helt ovre ved Nykøbing Falster.

Ane fik datteren Mary i 1902 i Sø Søby, og endelig fik Else datteren Martha Katrine i 1904 døbt i Flemløse Kirke,

 selvom hun da blev gift allerede i 1900 i Køng Kirke.

Men Elses mand Hans Peder, som hun mødte, da hun som ung var flyttet over til Jeppe i Nordsjælland, ja,

han skulle jo overtage faderens gård på Midtsjælland ved Slagelse. Så der var de netop flyttet over sidste år.

Maren bøjede sig over symaskinen. Hun var i gang med nogle sommerkjoler til  Peders piger.  De voksede jo 

hurtigt nu, ja, Maren var jo i puberteten, så hun måtte sy dem rigeligt store.

Åh ja, hun huskede, da hun var barn og beundrede sine storesøstre, da de gik i puberteten og begyndte 

at få bryster. De sov jo i samme alkove, hun mellem Sidsel og Ane Katrine som den yngste, tre og fire år 

yngre end dem. Når far så kom og sagde godnat, kunne han finde på at sige:

Mine tre englepiger med den kønneste i midten!

Hun havde det smukkeste lyse englehår dengang, og mange sagde, at hun var så yndig.

Ja, ih hvor hun sommetider savnede barndommen hjemme på gården, hvor der altid var liv og glade dage! 

Men det gjorde godt at mindes den tid på triste dage.

Hun brugte faktisk meget tid på at reflektere over familien, ja slægten.

Hendes forældre var jo begge født i andre sogne.  De kom begge fra gamle gårdmandsslægter,

store slægter langt, langt tilbage i tiden, havde de fortalt dem. Fra Sydvestfyn omkring godset Frederiksgave, 

som det kaldtes i 1906, det tidligere Hagenskov.

Sydvestfyn havde jo været et betydningsfuldt trakfikknudepunkt i fortiden, - tænk lige, at Danmark engang 

var et storrige, med fyrstendømmerne helt ned til Ejderen i Tyskland - og med Norge og Sverige! 

Og nu var Danmark mindre end nogensinde tidligere! Ja, det var så frygteligt i krigen 1864, da vi mistede 

Sønderjylland! 

Maren erindrede tydeligt al den diskussion og debat, der havde været både hjemme på gården og i hele 

landsbyen, ja, hendes tre yngre brødre på dengang 21, 23 og 25 år kunne jo være indkaldte til hæren, og de 

talte også om at melde sig som frivillige. Men det blev mor Else aldeles rasende over, så den idé forstummede 

heldigvis. Hun tænkte på sine egne sønner, tænk hvis de skulle i krig! Nej, hun ville ikke overleve det!

Jo i flere århundrede var den korteste rute til Slesvig-Holstein jo over Sydvestfyn, f.eks. med færger til Als.

Der havde jo også været konger, der havde haft boliger dernede, i Dreslette Sogn. Kong Hans havde

Simmersholm som sommerbolig omkring år 1500, og senere residerede Kong Frederik VII med Grevinde

Danner på Frederiksgave som guvernør.

Hun tænkte igen på sine kære søstre.

Først rejste Ane Katrine ud at tjene som 16-årig, så Sidsel, men hun selv blev boende hjemme og 

hjalp mor med husholdningen. Den var jo stor med de tre mindre brødre og lillesøster Ane - samt hendes 

ældre halvsøskende, hvor flere stadig boede hjemme. Ja, der blev lavet store portioner!

Ligesom på godserne, og det var vel en grund til, at hun dengang i sommeren 1857 blev tilbudt kokkearbejde

på godset. Hun var jo dygtig i et køkken, vidste hun.

Hun mindedes især søster Sidsel, som jo døde alt for tidligt. Kun 58 år. Søde Sidsel, du slæbte dig selv op på med 

arbejdet i møllen i Sønderby, hvor du jo også hjalp din meget ældre mand, selv da børnene var små. Og børn  

fødte du næsten hvert år, - 7 fødsler fra 1866-1875. - Heldigvis havde I da tjenestepigen Anne Sofie fra Odense, 

mens børnene var mindre. Men hun døde desværre også for tidligt i 1880, 57 år.

Men du var jo så forelsket i din møller Ole, selvom han var 21 år ældre end dig og enkemand ved vielsen.  - 

Nå ja, far Jeppe var jo 17 år ældre end mor og også enkemand og havde 5 børn herfra! Ja, far havde så ialt 

fået 12 børn - ganske flot! 

Men det der tog allerhårdest på dig var selvfølgelig Karens død i 1884, kun 9 år gammel. Åh, det værste i livet 

er da at miste et barn! 

Men hvor vi frydede os sammen i de mange år, hvor en af os altid var gravide, eller flere af os på samme tid!

Sidsel, du fik altid et barn samme år i løbet af 1860’erne, som jeg gjorde.

Peder fik jeg jo 1858, som fars og mors første barnebarn. Ak ja, Peder var sandelig et ‘uheld’!

Og vi fik alle 3 piger børn opkaldte efter vor kære forældre: vi fik alle en Jeppe og en Else!

Ane Katrine boede nu som enke på Frøbjerg Mark,  hendes mand Anders var jo død for mange år siden. 

Det var en god vandretur på ca 10 km over til Ane Katrine. Ville hun gå derover til foråret, som hun plejede - 

nu hun  fik mere og mere slidgigt i knæene? Det var så hyggeligt at sidde i Ane Katrines lille køkken og snakke 

om  børnene og børnebørnene og mindes barndommen og ungdommen.

Ja, for det var jo sandheden, - gigten blev stadig værre og værre - i hænder, hofter og knæ! Øv, hvor var det 

ærgerligt. Men sådan havde hendes mor det jo også lidt til sidst.

Mads kom stormende ind til hende i den lille systue.

Store nyheder, Maren: Kongen er død i går eftermiddags! Den 29. januar. Han sov ind med Kejserinde Dagmar 

af Rusland ved sin side!

Men du godeste! udbrød Maren og lagde hænderne op på ansigtet! Det var da ellers heldigt, at Kejserinden var

hjemme hos sin far nu.

Her står også, at “når Kronprins Frederik i dag overtager regeringen. Som Kong Frederik VIII går Hs. Kgl. Højhed

ikke uforberedt ind til dette hans høje kald. Hans hele opdragelse og uddannelse er foregået med det for øje….osv.

Fra barneårene blev han vænnet til nøjsomhed og pligtfølelse, og det første skridt ud blandt det folk, hvis konge

han nu er bleven, gik gennem en skole i Kjøbenhavn, hvor han fandt jævnaldrende og legekammerater mellem

kjøbenhavnske borgeres børn. Da skoletiden...var lagt tilbage, blev Kronprins Frederik soldat….Osv... 

Her står , at han begyndte at tjene ved fodfolket, for til sidst at ende som dygtig officer...han har kærlighed til 

det danske folk…

Mads løftede blikket fra avisen og så på Maren, om hun nu hørte efter. Hun stod med ansigtet bortvendt og så 

ud af vinduet. Han læste videre:

...og ganske naturligt måtte denne opdragelse også præge Kronprinsens optræden i det civile liv. Tidligt var han 

interesseret for borgernes almene vel, og han er sikkert på disse områder blevet ledet af en medfødt borgerlig sans…

Mange gange har han...vist sit store kendskab til og sin indgående forståelse af, hvad der rørte sig på de

borgerlige erhvervsområder, hvad enten det er landbrugets, handelens, håndværkets eller industriens.

Og nu kommer der noget meget sandt, tilføjede Mads meget begejstret:

Ofte har Kronprins Frederik ved officielle lejligheder fremsat udtalelser, der ramte kernen i de økonomiske 

spørgsmål, der beskæftigede landet. Og enhver ved, med hvilken interesse han følger forhandlingerne i 

Rigsdagen, i hvis kongeloger man i mange år har været sikker på at se ham, så snart vigtige sager har været til

behandling. Og ved særegne lejligheder, hvor et ord fra kongehuset har været i stand til at mildne og hidføre

bedre forståelse, har man - navnlig i senere år - ofte erfaret, at Kronprins Frederik forstod at sige netop, hvad

der tiltrængtes og at sige det på en sådan måde, at det fik vægt.

Ja, bravo, lige mine ord, udbrød Mads igen! Det bliver godt nok spændende at følge politik i fremtiden, ikke

Maren?

4.

Næste dag d. 31. januar læste Maren selv i avisen, hvordan hofferne rundt omkring i Europa holdt hofsorg, ja, i

Rom i 14 dage og flere steder udskød de fester på grund af den danske konges død. Jo, han var en højt

elsket konge. Ja, Kejser Wilhelm i Tyskland skriver pompøst, at kong Christian var hans ‘hans højtelskede ven’.

Men det var ikke gengældt, vidste Maren. Efter 1864 var de færreste tyskere højtelsket herhjemme.

 Kan man være en ‘højtelsket ven’ med nogen, hvis det ikke er gengældt? Jo, selvfølgelig i ens egen fantasi.

Har du set, at kongen, altså vor nye konge, befaler benådning af ialt ...øh 36 straffefanger, 12 fra de ialt tre fængsler.

Selvfølgelig ikke farlige forbrydere, sagde Maren og så på Mads på den anden side bordet, hvor han var igang

med en af sine livretter: frikadeller med stuvet hvidkål.

Mhm, gryntede Mads og nikkede. Ganske sympatisk. Der er vel sagtens nogle, der bliver rigtig glade.

Der forventes, at der kommer mange fra hele Europa til bisættelsen. Men der går jo mindst et par uger til.

Det er jo ikke som hos os almindelige borgere, sagde hun.

Du mener ‘os almindelige dødelige’ ikke? smålo Mads.

Fy Mads, ikke noget at skæmte med, formanede Maren hvast.  - Der står under overskriften Landesorgen, at

kongen forventer, at almindelige mennesker ‘efter evne og lejlighed skal bære sørgedragt’. 

Jamen, så må du jo finde din sorte brudekjole frem, Maren. 

Den kan jeg nu ikke passe længere, Mads. Men jeg har jo altid min sorte frakke på, når jeg går ud i denne vintertid. 

Så det kræver heldigvis ingen særlig indsats!

Ha, man kan så sige, at ved sin død  viste kong Christian IX da en slags solidaritet med de mindre bemidlede. 

De havde ellers ikke den stokkonservative kongens bevågenhed. Han støttede sig jo i et og alt til den 

gamle Estrup som godsejernes bastion Landstinget. Ja, det var jo et helt problem for rigsrådet at finde en 

afløser for ham, der kunne behage kongen. 

Men hvad hed han nu, den nye konseilpræsident ? spurgte Maren. Hun fulgte ikke nær så meget med i politik

som Mads gjorde.

Ja, du er en køn bette kone, lo Mads. Du læser mest kongestoffet. Men det gør kvinder jo ofte, tilføjede han undskyldende.

Han hed da Deuntzer, - og til alt held var denne venstremand også professor. Så det var så sandelig

professortitlen, der fik ham til at glide ned hos kongen. Jo, selv kongelige kan være snobbede! 

Nå, men det var heldigvis på høje tid, der kom et nyt system i Danmark, et system, hvor Højre endelig måtte 

afgive magten til Venstre. Dengang i 1901. 

Og det var vel egentlig ham skolelæreren I.C. Christensens fortjeneste, ikke? spurgte Maren.

Maren havde jo hørt megen ros om denne mand, når Jeppe og Mads talte politik. Han var deres ‘mand’, sagde de.

Jo også ham.  Og nu er han da endelig blevet konseilpræsident sidste år. Så nu hviler magten på Folketingets - 

og folkets flertal. 

Det er demokrati i mine øjne. Og ja, nu havde kongen jo lært, at man godt kan have tillid til en leder af landet, 

selvom det ikke er en højremand eller stærk konservativ mand ved roret.

Ja, heldivis, for I.C .er jo lige efter kronprinsens - øh, nu kong Frederiks hoved, ja, de er vist venner, ikke? 

spurgte Maren.

Jo, de har også meget tilfælles. Blandt andet er de begge belæste, ja, intellektuelle siger man jo. Videbegærlige.

Kronprinsen kommer jo i Videnskabernes Selskab. Men han måtte i hvert fald ikke blive formand for sin far!

Et mærkeligt far-søn forhold, sukkede Jeppe.

De smilede til hinanden og spiste tankefuldt videre. Desserten stod på æblegrød med mælk.

Vi skal have brugt de sidste æbler inden længe, sagde Maren. De er ved at skrumpe ind.

Jamen en god gang æbleflæsk i morgen skal være hjertelig velkommen, kære kone, lo Mads.

5.

En søndag formiddag i februar bankede det heftigt på døren ved middagstid.

Mads åbnede, og der stod to rødkindede piger på ski og lo. Skiene var en fælles julegave fra forældre og bedsteforældre.

Dav, Mads - vi kom lige forbi, sagde den ældste Maren. Må vi komme ind i varmen?

Er farmor hjemme? spurgte den yngste Anna.

Jamen kæreste piger, kom dog ind i varmen, udbrød Maren glad, da hun så Peders store piger, Maren og Anna.

Vi skal lige til at spise pandekager, så der var I heldige. - Jeg bager lige nogle flere.

Pigerne satte sig i slagbænken.  De havde lagt de tykke vinterfrakker på stolen ved kakkelovnen, som

buldrede lystigt.  Inden længe guffede de farmors lækre pandekager i sig.

Har I rigtig trænet med at stå på ski? spurgte Jeppe.

Ih ja, det gør vi så snart der er sne nok, og det har der jo været en tid nu. Så løber vi ud over markerne.

Det er meget dejligt. Men jeg kan ikke altid følge med Maren endnu, sagde Anna.

Nå, men du er jo snart lige så stor som hende, sagde Maren og smilede.

Der var fire års forskel mellem dem, men Maren var den lille - og lidt runde efterhånden konstaterede Maren, 

mens Anna bare løb i vejret. Jo, hun  lignede nok mest sin høje far.

Det er ærgerligt, at faster Else ikke bor i Springenbjerg længere, sagde Anna. Det var så sjovt at komme og 

lege lidt med lille Martha Katrine. Hvor bor hun nu, farmor?

Jo, de er jo alle flyttet til Sjælland, over til Hallelev i Sønderup sogn. Der har han overtaget sin fars store gård.

Maren sukkede. Ja, det var så tungt, at 3 af hendes børn skulle bo på den anden side Storebælt. Så besværligt

og dyrt at besøge dem. Men heldigvis var Peder og Ane da nogenlunde tæt på dem.

Hvordan står det ellers til hjemme hos jer? spurgte Maren.

Joooh, Mads Peder og Jørgen har da lidt arbejde indimellem, men far har ikke noget lige i øjeblikket. Det er jo 

heller ikke så meget at lave noget udendørs om vinteren - og slet ikke med al den sne, svarede Maren.

Nå nej, men det kommer så snart det bliver forår igen, og det bliver det jo altid,  sagde Jeppe lidt spøgende.

Farmor, sagde Maren pludselig. Kan du godt lige dit navn? 

Maren blev lidt befippet. Kunne hendes navneopkaldte barnebarn ikke lide sit?

Jo, det kan jeg da, kan du da ikke også lide dit, min søde? 

Jo, men mest fordi jeg er opkaldt efter dig farmor. Det er jeg så glad for.

Maren  måtte vende sig om og mærkede en tåre pible frem. Så smukke ord havde hun ikke hørt længe.

Men sandheden var dog alligevel en lidt anden. Selv drømte hun om at hedde Marie. Det var det smukkeste

pigenavn, syntes hun. Som moderen til Guds søn.

Da de var færdige med måltidet, satte de sig om bordet og tog et slag 500, et kortspil, de holdt meget af.

Nej, nu må I se at komme hjem igen, piger, inden det bliver mørkt, sagde Mads.

Snart stod Maren og Mads og vinkede og råbte Tak for besøget - kom snart igen. Og hils hjemme!

Maren og Mads fik brev fra Jeppe, at de ville komme hjem i påsken. Han havde fået en afløser til at spille i kirken.

Han havde en nyhed at fortælle, stod der.

Maren tænkte straks, at de måske skulle have en efternøler. Hans hustru Julie Amalie var godt nok nu 41 år, men herregud, mor Else havde da været næsten 47 år, da hun fødte lille Ane!

6.

Jeppe og Søren fulgtes ad på jagt. De gik over mod skoven med geværerne på skulderen. Piberne var i munden.

Nå, så gik den gamle konge bort, - endelig tænker mange vist. Nå ja, han var jo tyrrannisk overfor sønnen,

der aldrig måtte sige noget i Rigsrådet - og helst ikke holde taler, selvom han var meget god til det.

Men det var måske netop derfor, for den evne havde den gamle jo ikke, sagde Søren.

Joh, det var en trist ventetid for kronprinsen i de sidste år især. Men nu har han endelig fået chancen for at

støtte enhver demokratisk og human tankegang - og tale frit fra leveren, sagde Mads tankefuldt.

Ja, han vil det godt for alle, og især de små i samfundet har han blik for. Han går jo og uddeler skillinger 

og gaver derovre i Charlottenlund, siger rygtet. Og så var han på besøg i statsfængslet i Horsens for at

tale i enrum med en fange.

Det var nu næsten for meget af det gode, Søren. Han skal jo også bevare en vis distance til folket. Ellers

mister kongehuset vel sin...ja, hvad skal vi kalde det fortryllelse.

For mig er kongehuset ikke mere fortryllende end mine høns! De har alle de samme behov som alle os andre, 

og alt det, de pynter sig med har generationer af det hårdt arbejdende folk bidraget med!

Haha, Søren, du er sandelig ikke royalist. Går du ind for en republik måske?

Najhr, slægten har jo eksisteret i tusind år, dog ikke i lige linie op til Glücksborgerne -  så det ville jo være

at gøre vold på historien. Det kan jeg heller ikke lide.

Du er en mærkelig sammensat personage, Søren, smålo Jeppe.. - Der siges, at Kong Christians begravelse blev

filmatiseret.

Ikke inde i Roskilde Domkirke vel?

Nej, vist mest, da han kiste blevet flyttet fra Christiansborg.

Ja, det er da utroligt, hvad teknikken kan efterhånden. Har du læst om ham Ellehammer, der forsøger at flyve?

Han kan få den tunge maskine til at løfte sig fra jorden! Dét er fortryllelse - eller snarere magi, Jeppe!

De vandrede sammen en stund i tavshed. Så fortsatte Søren:

For at vende tilbage til kongen, så tror jeg faktisk han inderst inde er en ret god socialist, Mads!

Nåh, der overdriver du vist, Søren! Jeg ved godt, du selv er en brændende socialdemokrat - og de bliver jo kaldt

socialister. 

Jamen, de vil jo gerne have mere ligelig fordeling af goderne i vort samfund, Mads. De vil hjælpe de svage,

akkurat som kongen gør på sin egen stille facon. Han deler jo ud af sin store formue, som han giftede

sig til. 

Jo, det kan der være noget om, Søren. - Hvad mener du så om ham Alberti, vor justitsminister ?

Han er en værre bandit, Mads. Efter min fornemmelse. Se bare hans arrogante og hårde udtryk på billeder.

Åh ja, han har jo fået et tilnavn ‘socialistæderen’, har du hørt det, spurgte Mads. Både vores søn Jeppe,

der jo er lærer - og vores svigersøn Hans Peder, der jo er landmand ovre ved Slagelse, hører begge mange

ting og sager om Alberti. Han bestyrer jo Bondestandens Sparekasse på Sjælland, og han bruger penge

derfra til sine suspekte byggerier. Hans Peder er temmelig nervøs ved ham! Så spiller han vist også - altså

ikke musik, smålo Mads.

Ja, der kan du bare se! Den Sparekasse ender med konkurs, Mads. Nå, det er ikke, fordi jeg vil gøre dig ked

af det, nu din familie har penge der, men det nytter heller ikke at lukke øjnene for sådanne kyniske og frække

spekulanter som Alberti. -Så indfører han pryglestraf! Det er jo oldnordisk! Der er noget sadistisk over ham,

men måske har han selv fået mange prygl som barn. 

Ja, noget er der galt. Det er dog mærkeligt, at I. C. kan bruge ham i sit ministerium. Men I.C. kender

jo ikke noget til forretningsverdenen, indrømmede Mads.

Han udøver en uhyggelig magt over sine medmennesker, Mads. Desværre er Kongen vist også imponeret, 

sagde Søren. Men den gamle, Christian d. 9., han var vist mere skeptisk! Nå ja, han var jo ikke så begejstret 

for disse venstrefolk fra landet, bønder og andet godtfolk, men da han endelig blev præsenteret for dem, 

havde han bagefter ytret noget om, at disse venstrefolk såmænd ikke så så slemme ud, undtagen ‘ham mit 

der italienische Nahme’! Altså Alberti!

7.

I påsken 1906 kom sønnen Jeppe med hustruen Julie Amalie og de to piger hjem på besøg, som han havde skrevet. 

Stor var gensynsglæden, de havde ikke set hinanden siden sommeren før. De små piger, Helene og Anna, 

var nu 12 og 9 år, så de var jo vokset en del!

Maren var himmelhenrykt over at se dem igen, og hun havde også inviteret Peder og Ane Cathrine over til frokost

2. påskedag. Så kunne kusinerne rigtig snakke og få forbindelse. Maren elskede at skabe familieforbindelser.

Peders yngste Anna og Jeppes ældste Helene var jo jævnaldrende, begge 12 år.

Ja, så har jeg en nyhed til jer, sagde Jeppe efter frokosten. Vi flytter til Fyn i sommerferien. Til Hundstrup, hvor

jeg har fået en stilling som førstelærer på skolen.

Efter en lille pause - nyheden skulle først lige synke ind - sagde Maren: Jamen, hvor vidunderligt! Så er I jo ikke

så langt væk længere.

Hvorfor flytter I egentlig? spurgte Mads tankefuldt. Hvad med dit organistarbejde?

Det får jeg så ikke, men jeg skal være kirkesanger. En førstelærerstilling kræver jo også mere arbejde og

giver så også højere løn. Så det er nok primært derfor, vi flytter, men også for at komme nærmere jer to

halvgamle nisser, smålo Jeppe.

Alle lo, og svaret synes at tilfredsstille Mads’s nysgerrighed. 

Men hvad siger skolepigerne til det? spurgte Maren. Alle pigerne var gået en tur ud i byen efter frokosten.

Ja, de er jo ikke så begejstrede, sagde Juliane. - De har jo deres veninder. Men sådan bliver det nu engang.

De får da hurtigt nye veninder, - de kønne og dygtige piger! trøstede Mads fornuftigt.

8.

Sommeren kom, og Maren og Mads tog på ture med en droske og besøgte bl.a. Marens søster Ane Katrine i Orte. 

Hun var nu blevet 73 år gammel og havde været enke i mange år. De snakkede rigtig meget om børn og børnebørn.

Og om barndom og ungdom. 

Ja, heldigvis har jeg mine børn ganske tæt på mig, sagde Ane Katrine. De besøger mig tit. Men dine børn er

jo mere ‘udfarne’, Maren. Det må være lidt svært sommetider. Savner du dem ikke?

Jooh, det gør jeg da, - især Else, som jo tog til Sønderup ved Slagelse.

Har hun fået flere børn? Ja, hvor gammel er den lille pige nu?

Martha hedder hun. Hun er 2 år.

Ja, så er det jo tiden igen snart. Det er utroligt at tænke på mor, der fødte os 6 børn hvert andet år på stribe, - 

og så kom så lige bette Ane hele 5 år efter, da hun var 47 år! Hun var bomstærk, Maren. 

Men Sidsel gjorde hende kunststykket efter! Ja, der var jo ikke mere end halvandet år mellem et par af børnene.

Fik hun ikke 7 i alt ligesom mor?

Vi to nøjedes jo med at føde dem hvert tredie år - og så kun 3 stykker for mit vedkommende!

Jo, men jeg syntes også, det var hårdt med de to tvillingepiger, da Jens var kun 3 år og Jeppe 6  år. 

Da havde jeg i hvert fald hænderne fulde, smålo Maren.

Jada, både at bære dem og senere at amme og passe dem. Hvordan klarede du det dog?

Sådan kunne de snakke kvindesnak i timevis, syntes Mads.

Han blev utålmodig og gik udenfor. Der var en flot udsigt til de bølgende kornmarker, og han begyndte at 

vandre ud ad en markvej.

Han glædede sig til jagten gik ind i oktober. Så skulle han rigtig trave af sted sammen med Søren og få sig 

en god politisk snak. Og der var sandelig noget at snakke om!

Snart kom han til et husmandssted, hvor konen var ved at hænge vasketøj op.  Han hilste med hånden til 

sommerhatten, og konen hilste smilende igen. 

Dejligt vejr i dag, - lige til at tørre vasken i, sagde han. Han havde pludselig lyst til at snakke med andre end 

familien. 

Hendes mand kom frem fra et hjørne, og snart gik snakken lystigt om små og store hverdagsting på landet.

Husmanden havde 10 tdr. land, med korn og lidt kvæg, et par kvier,  5 søer og  et par geder en enkelt arbejdshest. 

Jow, det bliver snart en travl tid, så går høsten jo i gang, og jeg skal også op på herregården

og hjælpe til. Ja, du tror, at stavnsbåndet er afskaffet for længst, men endnu ikke helt du! sagde manden. 

Hvordan dog det? spurgte Mads både lidt forskrækket og nysgerrig.

Jow, greven har jo fået en traktor, der kan trække høstmaskinen. Det er jo vidunderligt med den nye teknik.

Jeg får så min mark høstet af ham, men til gengæld skal jeg jo også hjælpe ham med at høste hans

mange marker. Ja, både konen  og jeg skal jo stable neg og senere køre dem ind. Det er i hvert fald 

rigeligt betalt, synes jeg. Vi er jo fuldstændig færdige efter sådan en lang dag i marken. Så er der ingen

kræfter tilbage i dem her!

Manden viste sine overarmsmuskler frem og smilte. Tydeligvis lidt stolt af sine muskler, som Mads så 

smilende på. 

Det er ikke for enhver at arbejde fysisk hårdt hele dagen lang, tilføjede manden.

Men så må du jo støtte det nye parti Det Radikale Venstre. De støtter jo husmændene, sagde Mads.

Ahr, det ve’ jeg nu ikke, svarede manden på syngende fynsk. Det er et mærkeligt parti med alle de intellektuelle, 

som vi husmænd ikke forstår os på. Men IC får min støtte ja. 

Nå, jeg synes jo, det er klogt at støtte dem, der vil føre ens sag på tinget, svarede Mads. - Nå, jeg må tilbage 

til min kone. Vi er besøg derovre, sagde Mads og pegede over markerne mod det lille hus.

Nå, ovre hos Ane Katrine i Hyllekærhuset? Ja, hun begyndte at skrante en del i vinters. Det er bentøjet.

Men vi hjælper hende da lidt med det praktiske. Men børnene kommer heldigvis også tit.

Mads hilste af og gik hjemad mod Hyllekærhuset. Han vidste godt, at man kunne se på hans krop og påklædning,

at han ikke var en fysisk hårdt arbejdende mand. Han følte sig faktisk lidt privilegeret med sit lille væveri.

9.

I efteråret fik Maren brev fra Else på Sjælland. Hun ventede sig igen og skulle nedkomme i marts næste år.

Derfor kunne de ikke komme hjem til jul i år. Men måske ville mor og far komme over til dem?

Marens humør steg mange grader ved sådan en besked. Hun overbragte Mads den glædelige nyhed. 

Ja, det var jo dejligt, men nu bliver Ane nok lidt ked af det, ja, misundelig måske. Det er også

mærkeligt, at der ikke snart bliver ‘bid’, smålo Mads. Snakker du med Ane om det? spurgte Mads.

Åh Mads, du ved jo godt, hvor vanskelig lille Marys fødsel var. Og hvor meget Ane blødte bagefter. 

Jordemoderen advarede hende jo mod at få flere børn. Har du glemt det om din egen datter? Skam dig! 

Det er godt, hun ikke bliver gravid igen, sukkede Maren. Kvinder dør jo stadig i barselsseng.

Nåja, undskyld, sagde Mads. 

Men nu var Maren kommet i gang! 

Du og Søren med al jeres snak om politik! 

I mænd glemmer, at storpolitik findes hos kvinderne, altså i deres evne til at føde børn! Hvis kvindekroppen 

af en eller anden årsag ikke kan fungere her, ja, så går verden jo under! Hvis der ikke fødes børn, er der jo 

ingen fremtid for menneskeheden! 

Uh, ja, det har du da ret i, min kloge kone, smilede Mads og rakte ud efter hende. 

Men Maren havde mere på hjerte og trak sig væk. 

Kvindeskæbner er slid og slæb, men vi har jo ingen rettigheder! Endnu!

Det er der da nogen i Folketinget, der nu kæmper for! Ja, selv ham den frække Alberti vil afskaffe prostitution, 

gøre det ulovligt. 

Jamen er det kvinderne eller mændene, der skal straffes? spurgte Maren. Man er jo to til den slags! 

Det er jo mest kvinder, der af nød forfalder til at sælge deres egen krop! Ja, det vil jeg mene er årsagen

til prostitution, nemlig nød og fattigdom! Og så skal de straffes! Og mændene går garanteret fri?

Hm, gryntede Mads stille.

Det er et meget mandsdominerede samfund! Først har de kvinderne i deres hule hånd, bestemmer over deres 

rettigheder, ja så udnytter de dem, og så straffer de dem for deres udnyttelse! Kan du se det fuldstændig 

meningsløse i sagen? Skam tage mændene!

Nå, Maren, du er vist ved at blive kvindesagsforkæmper! Du vil måske melde sig ind i Dansk Kvindesamfund? 

spurgte Mads - en anelse ironisk.

Nej, det orker jeg da ikke i min høje alder, og da jeg var ung, kendte jeg ikke noget til det! Det havde jeg heller

ikke tid til, ved du godt. Det var jo mest for københavnere. Og mest for de intellektuelle, tror jeg.

Efter en pause i Marens svada vendte hun tilbage til det konkrete spørgsmål i Elses brev: om de kunne 

fejre jul på Sjælland.

Mads turde vist ikke rigtig ytre sin mening og vidste også, at den ikke havde så stor betydning, når det 

gjaldt de nære familiespørgsmål.

Maren mente desværre ikke, de kunne rejse helt derover. Hun med sin gigt orkede ikke at tænke på det. 

Men hun ville gerne ned til Hundstrup og være hos Jeppe og familien - nu de var flyttet til Fyn. Hun ventede

faktisk en invitation derfra.

Hun takkede så nej tak til Elses invitation, også med den begrundelse, at det da var bedst for datteren

ikke at have besøg. 

Heldigvis kom der kort tid en invitation fra Jeppe i Hundstrup. Måske havde de to søskende konfereret

om juleinvitationer?

Nå, men så er den sag jo afgjort, sagde Mads til hende - ganske lettet. Han ville også gerne ned til

sin førstefødte søn - og få en rigtig ‘mandesnak’ om politik!

Det blev så en dejlig juleaften hos Jeppe og familien i deres nye førstelærerbolig i Hundstrup. 

Det havde jo været noget af en omvæltning for dem alle sådan at flytte fra det mere mondæne Nordsjælland

til det ‘landlige’ Sydfyn.

Men hvordan synes du om dit nye arbejde som førstelærer, Jeppe? spurgte Mads.

Åh, det er såmænd ganske bekvemt. Der er jo ikke så meget undervisning, da jeg også skal varetage

det administrative på skolen, skemalægning og meget andet. Men så hjælper Julie jo også til ! 

Og ‘frøkenen’, som den anden lærerinde populært kaldes i sognet. 

Men hvad siger I piger til flytningen, spurgte Maren pigerne Helene og Anna direkte, da de jo sad ved

bordet alle.

Det er meget dejligt at der er flere bondegårde med mange dyr,  sagde Anna glad.

Jeg har fået en veninde, der bor på en stor gård. Der er også heste, farmor. Og ved du hvad?

Maren smilte og rystede på hovedet.

Jeg har prøvet at ride på en stor hest! Det er meget sjovt. Synes du ikke også Helene? spurgte hun

henvendt til storesøsteren, der tydeligvis var lidt mere beklemt ved spørgsmålet om flytningen.

Helene tøvede lidt, men nikkede så. Så rejste hun sig og gik fra bordet op oven på.

Så fortalte forældrene, at det var vanskeligt for nu 12-årige Helene at flytte. Hun havde meget nære veninder

i Tjæreby, som hun jo savner. Men hun skriver meget sammen med dem, og til sommer skal hun på

ferie hos nogle af dem i Tjæreby.

Far og søn satte sig i ‘den fine stue’ efter frokosten. De tændte deres piber, - nu skulle der snakkes!

Har du hørt om den nedsatte kommission, der arbejder på en lov om arbejdsløshedskasser, far? spurgte 

Jeppe.

Læste lidt om det. Er det ikke en Højrepolitiker, der engang fremsatte forslaget?

Jo, han foreslog en statsstøtte til anerkendte arbejdsløshedskasser. Synes det er dejligt, at det netop

kommer fra en politiker, der så at sige ‘har sit på det tørre’. Men det betyder jo også, at der i hvert fald

i dette tilfælde er mere overskud til at tænke på dem, der er endt i lediggang, altså de arbejdsløse.

Ja, det er rigtigt, Jeppe. Det er jo også samfundet, der har et medansvar for at hjælpe i tilfælde af ledighed.

Det kan vel også kun være i arbejdsgivernes interesse, at de ledige ikke synker ned i total fattigdom,

når de i en periode måske er nødsaget til at foretage fyringer. De har jo brug for arbejdsdygtige mænd, 

når de skal ansætte igen.

Ja, der er gode chancer for, at Folketinget vedtager sådan en lov i det kommende år, sagde Jeppe.

Men ved du, far, at der både i august og den 1. oktober kom nye bekendtgørelser for de højere almenskoler, 

dvs. også for Mellemskolen?

Nej, hvad indebærer det så for dig, nu som førstelærer?

Jo, der er jo indført en ny karakterskala fra 0 til 8, - og der gives jo både eksamenskarakterer og årskarakter.

Det er skolebestyrerens opgave at indføre dem i skoleprotokollerne, og for afgangselevers vedkommende 

skal der jo udstedes dimissionsbeviser. 

Så alt i alt lidt mere administration - især også fordi elevtallet jo stiger årligt.

Ja, det med stigende befolkningstal er jo godt for lille Danmark, sukkede Mads. - Vi er jo kun et bette 

land nu! Aldrig i historien har vi været mindre efter 1864.

Nej, nu må vi godt nok vogte vore grænser - og det er jo også forsvarspolitikken, der optager regeringen 

og Kongen allermest i disse tider! I.C. kæmper vist en brav kamp i den sag.

Men hvem er det egentlig, vi er mest bange for skal angribe os igen? Er det Tyskland eller måske Rusland?

spurgte Mads.

Måske mest Rusland, mente Jeppe. - Der er vist skjulte forhandlinger i gang med Tyskland. Pressen har jo

fået nys om ham Lütken fra Forsvarsministeriet, der har været på hemmelig mission i Berlin, altså

udsendt af I.C. - Der er ligefrem forsøgt en studehandel om at afgive noget af de Vestindiske øer

til Tyskland mod at få Sønderjylland tilbage igen. Men det er måske det pure opspind. 

Det var ellers ikke så tosset en idé, sagde Mads. Hvad skal vi med de fjerntliggende kolonier længere?

Nu har vi jo selv fundet ud af at dyrke ‘det hvide guld’, som sukker jo er. Det er endda en fynbo, ham Tietgen, 

der kom først på banen med De danske Sukkerfabrikker i 1872. Og med den første sukkerroefabrik i Odense.

Nå, da jeg var 5 år? spurgte Jeppe.

Ja, det var nok fordi, du elskede det søde, lo Mads. Også Jeppe lo.

1907

1.

Marens gigt havde det slemt i de første måneder af året. Der var en konstant skiften mellem frost og tø, og det 

registrerede hendes knæ lynhurtigt. Som et barometer. Som altid var vejret i april ustadigt, først ind i maj 

begyndte det at blive varmere. 

Maren var temmelig nedtrykt over ikke at kunne rejse over til Else og hjælpe til nu under hendes sidste del 

af hendes graviditet - og til barslen og tiden derefter. Men det var for langt for hende,  - sagde også Mads.

De skal nok klare sig, Maren. De har jo både tjenestekarl og tjenestepige nu, sagde Mads trøstende.

Først i marts var der endelig brev fra Else i postkassen!

Hun måtte lige studere det nye frimærke af kongen, som hun ikke tidligere havde set på breve.  

Han var da nydelig. Bestemt. 

Nå, hvad står der så, spurgte Mads?

Åh, tak Gud, hun nedkom med en velskabt pige den 2. marts. Alt er forløbet godt! Hun skal døbes den 21. april

og vi er meget velkomne, skriver hun. 

Tårerne stod Maren i øjnene, som altid, når et barnebarn kom til verden. Mads omfavnede hende, han var

såmænd også ganske rørt.

Jamen, så må vi tage til Hallelev til barnedåb i april, så er det da også lunere i vejret, sagde Mads, og Maren 

nikkede ivrigt.

Maren besvarede samme dag Elses brev med en lille pakke med hjemmestrikket babytøj til den lille ny, samt

også en lille kjole til den 3-årige storesøster, Martha. Hun skrev, at de ville ankomme om lørdagen d. 20. april,

dagen før dåben, da de selvfølgelig ikke kunne nå frem til kl 10 om søndagen.

Det var første gang, de skulle besøge datteren i hendes nye hjem, den store gård, som var mandens fødehjem.

Mads gik på stationen i Glamsbjerg og købte billetter til Odense, hvor de skulle skifte og købe nye billetter til Slagelse.

Hvor er vi dog heldige, at vi har fået en station her i byen, sagde Mads. Nu når vi har 2 børn på Sjælland.

Men måske var de slet ikke flyttet så langt væk, hvis jernbanen ikke var kommet, sukkede Maren.

Jaah, det gjorde jo et stort indtryk på drengene, da den blev bygget - var det ikke i 1884, jo, det var det, for Jens 

blev konfirmeret det år, og Jeppe var 17 år og gik på realskolen. Ja, og Peter blev gift.  - Det fødte nok en udlængsel

hos dem at se togene køre gennem byen - ud i verden!

Men det er jo udviklingen, bette Maren. - Den kan ingen standse - og det er vist godt nok, filosoferede Mads videre.

Så oprandt dagen, hvor de tog afsted. Det var jo altid en dejlig oplevelse at rejse. At sejle over Storebælt var højdepunktet! 

Det var ikke så tit, de kom ud til havet, til stranden. De havde jo været det, når de besøgte søsteren 

Sidsel på Sønderby Mølle. Så tog de til stranden og badede, når vejret var til det. Men det var jo mange år siden nu.

Ankommet til Slagelse station blev de modtaget af Elses mand i en vogn forspændt med to flotte heste og

snart kunne Maren omfavne sin kære datter Else og se den lille søde babypige. Hun kunne ikke få at vide, hvad hun skulle hedde - det skulle være en overraskelse til det sidste, sagde Else.

Og det blev det! Eli Jensine lød svaret, da præsten spurgte til barnets navn i kirken næste dag.

Meget moderne navn, Eli sammen med det mere gamle Jensine, syntes Maren og Mads.

Så vil jeg gerne invitere jer til min 70 års fødselsdag lørdag den 25. maj på Glamsbjerg Hotel, sagde Maren.

Mange tak, mor, men du skal ikke regne med at vi kommer, ikke med den lille nye. Jeg ammer jo også, og

det er så besværligt at rejse, også med Martha på 3 år, svarede Else og så på sin mand, der nikkede.

Maren blev lidt skuffet, men kunne jo godt forstå sin datter. 

Og så har vi jo lige været sammen her, ikke mor? fulgte Else trøstende sit afslag op 

2.

På Børnehjælpsdag den 7. maj blev det heldigvis et smukt forårsvejr, og nu kunne køerne endelig komme ud på 

græs for sommeren, - troede man! Men den 20. maj blev det igen regn og så koldt, at køerne måtte ind igen. 

I juni måned faldt der dobbelt så meget regn som normalt, og man frygtede jo for afgrøderne på marken.

Den 25. maj fyldte Maren så 70 år. Der var travlhed på dagen, da der skulle forberedes til festen om to dage.

De havde inviteret børn og børnebørnene, nogle af Marens søskende med ægtefæller, noget 

af Mads’s familie, samt nogle naboer. Ialt næsten 50 personer. Der var mange børn under konfirmationsalderen, 

ja blandt Marens egne 6 ialt. 

Mads holdt tale for hende. Han elskede at holde tale, og han gjorde det morsomt! 

Og så fejrer jeg også mig selv lidt, i dag sagde han med et skævt smil. - Vi havde nemlig 40 års bryllupsdag for

nøjagtig 14 dage siden, den 11. maj. Rubinbryllup kaldes det. Det lyder da faktisk flottere end guldbryllup.

Nå, men det bør også fejres, at jeg har holdt dig ud så længe, ikke Maren? sagde han og kiggede kærligt 

på sin kone.

Folk lo og klappede. Også Maren. De kendte jo alle Mads’s form for humor, og når Maren lo af hans drillerier, så

kunne de også. 

Det var da en dejlig fest, sagde hun til Mads, da de sent lå i deres senge meget trætte. 

Mon vi når at holde guldbryllup, Mads?

Han tog hendes hånd og klemte den ømt. 

3.

Maren var begyndt at gå hyppigere i kirke, og en søndag sang de den smukke salme Vi såede og vi pløj’de,

med de smukke linier: ‘han lod det tø og regne og varme mildt i år’, hvorved Maren så på nogle andre

kvinder, og de rystede svagt på hovedet. Nej ‘han’ havde sandelig svigtet dem i år!

I maj læste Mads i avisen, hvordan det radikale folketingsmedlem Zahle krævede betingelser af 

venstreregeringen Christensen for at støtte den. 

De kræver ‘en principfast demokratisk politik, det vil sige benyttelsen af flertallet i begge ting til at gennemføre

valgretten uden afslag, en retfærdig valgkredsordning…retsreformen, ministeransvarlighedsloven, etc… 

Men det vil I .C. ikke gå med til og begynder nu at arbejde for forlig med de frikonservative, sagde Mads indigneret.

Ja, politik skifter kurs, som vinden blæser, sukkede Mads. Man kan aldrig vide, hvor man har dem, fx. nu I.C.

Det er ikke noget at bekymre sig om for os, sagde Maren. Helbredet er nu det vigtigste.

Vel er det det, Maren, men man må aldrig stoppe med at følge vore politikere. Ellers kan de løbe løbsk - som

vilde heste!

Man må følge med tiden. Se nu her, hvad jeg har købt, Maren. 

Han hev et målebånd op af lommen.

Det er det nye målesystem i meter. Det kræves jo indført nu i Danmark- endelig ved lov d. 4. maj. De

andre nordiske lande har indført det for længst! 

Ved du, at en meter er en timilliontedel af afstanden fra Nordpolen til ækvator, Maren?

Du milde himmel, Mads, hvor ved du det dog fra? Maren så beundrende på sin mand.

4.

Først i juli måned besøgte kongen af Siam Århus. Kontakten til Siam var jo den store erhvervsmand

H.N. Andersens fortjeneste, - manden, der grundlagde ØK.

Det er virkelig utrolig, hvad ham H. N. Andersen kan få arrangeret, sagde Mads fuld af beundring. Han forstår

da at sætte lille Danmark på verdenskortet.

Nåååh, er der ikke noget med, at prinsesse Marie hjælper ham? spurgte Maren, der især fulgte med, når

kongelige personer var involveret. 

Jow, der har han jo en god ‘kompagnon’ så at sige, da hun jo har forbindelserne til sine svigerinder til både

England og Rusland.

Så i virkeligheden er det da kongehusets fortjeneste langt hen ad vejen? spurgte Maren forhørende.

Kom nu ikke for godt i gang, Maren! Uden dygtige erhvervsmænd var ØK jo aldrig dannet. Og det endda

af en mand fra samfundets bund, Maren. Han var i hvert fald ikke født med en sølvske - eller rettere en guldske i 

munden! Han har kun en uddannelse som skibstømrer i Nakskov. - Men han forstår at ‘føre sig frem’, især

at være velklædt, Maren. Det er vigtigt, ved du jo.

Maren smilede, ja, nu talte hendes vævermand, der selv lagde vægt på påklædningen.

I juli måned aflagde kongen besøg på Færøerne og Island. 

Det rokker nok ikke ved islændingenes ønske om total løsrivelse, sagde Mads tørt. Også selvom de har fået 

selvstyre i 1904. Det er udviklingen, bette Maren! Man vil gerne stå på egne ben. Men kan de det mon?

En mild efterårsdag, hvor træerne stod i de mange smukke farver, gik Mads og Maren en tur sammen

over mod skoven. I det fjerne lå de hvide gods.

Jeg har jo et jubilæum i år! Det er netop 50 år siden, jeg blev hyret op på godset om sommeren, sagde 

Maren tankefuldt.

Ja, fortæl noget mere, min kære, sagde Mads og tog om hende. Han havde i mange år følt, at hun bar på

hemmeligheder, som hun ikke turde fortælle.

Jamen, jeg har da fortalt om alle de hektiske forberedelser, vi havde til den store høstfest sidst i oktober.

Herskabet inviterede jo mange fine folk, andre adelige og endda også kongelige til at komme!

Og de unge havde jo en stor appetit! De kom tit ned i køkkenet for at se, om der ikke faldt en bid af.

De var nok ikke vant til så lækre retter inde i København. Vi havde jo altid friske råvarer, som giver den

bedste smag.

Så havde den kønne kokkepige rigtig travlt. Også med at holde de unge på afstand måske? lo Mads 

og gav hende et puf i siden.

Jo, lo Maren selv. Jeg var da selv ung, Mads, 20 år. Det var da spændende dage, somme tider lidt for spændende!

1908

1.

I februar fik Maren den triste besked fra en budbringer fra Frøbjerg Mark: hendes søster Ane Catrine 

var sovet ind den 23. februar.  Hun var død af lungebetændelse. De måtte afsted til begravelsen, der 

blev meget hård for Maren. 

Hvem skulle hun nu snakke med om de kære barndoms- og ungdomsår? Hun havde jo mange

andre søskende, bl.a. den yngre Anne, som var rejst bort. Men ingen som Ane Catrine.

Maren havde sine mange bekymringer - især angående hendes ældste søn Peder og hans familie.

Peder tjente jo ikke meget som landarbejder og arbejdsmand. Hver gang der var konfirmation 

blandt børnene, måtte hun bede Mads om noget stof, så hun kunne sy noget ordentligt konfirmationstøj

til børnene. Til oktober skulle så den yngste Anna konfirmeres.

En forårsdag gik hun igen til Mads.

Mads, Peders Anna skal jo konfirmeres til efteråret. Jeg bliver nødt til at sy hende en hvid kjole. 

Har du noget stof?

Jamen kan hun da ikke bruge Marens kjole? spurgte Mads fordybet i avisen.

Nej, under ingen omstændigheder! Den er jo allerede umoderne efter 4 år og så vil den slet ikke

passe høje Anna.

Nå nej. Men hvorfor er det altid mig, der skal hjælpe den familie? Der må jo være en far til Peder

Madsen et sted, der kunne hjælpe noget mere? Måske endda en mere velhavende, sagde han

i en noget irriteret tone.

Åh, Mads, spar mig lige for dine hentydninger, - jeg har ikke nerver til det længere! Måske får de 

også noget hjælp, men i hvert fald ikke nok! Så trangt som de bor.

Efter en lille pause sagde han:

Jeg skal se, hvad jeg kan skaffe, Maren.

Men hvorfor vil du ikke fortælle, hvem faderen til Peder er?

Maren så ham dybt i øjnene og sagde så
Det kan jeg bare ikke, Mads. - Det ved du jo også godt.

Han rystede lidt på hovedet og sukkede.

Men læs lige her, min kone. Nu er der endelig et gennembrud for jer kvinder efter så mange års debat.

Nu kan I stemme til kommunevalgene, Maren!

Ja, loven blev vedtaget den 20. april. Så kan du stemme til kommunevalget næste år, Maren!

Marens humør steg nogle grader. 

Ha, det er faktisk ham den lumske karl, Alberti, der er en af forkæmperne for loven! 

Men der er altid noget godt på bunden af alle mennesker, Mads, udbrød Maren.

Her er også en spændende artikel om det engelske kongepars besøg i Danmark lige nu. Om det skal

tillægges politisk betydning eller ikke. - Det tror jeg nu nok også, det skal - især efter Danmark klogt 

forsøger at nærme sig Tyskland igen med Optantkommisionen sidste år. Jeg siger ‘klogt’ ,Maren, da det 

dog er vor store nabo. Det er en klog politik, ham IC Christensen fører. Taktisk.

Og England og Tyskland, de er i hvert fald ikke venner! Så vi er ude i en svær balancegang.

Somrene var så dejlige. Maren fik ny energi, - det gjorde Mads også. Han rodede meget i deres

dejlige have. Hvad tænker han mon på, tænkte Maren. De havde en stor urtehave, som altid gav

godt udbytte. Grønkålsplanterne stod som flotte buske næsten helt hen til foråret. 

Maren lavede grønkålssuppe med gulerødder og kartofler.

Grønt er så godt for øjnene, sagde hun opmuntrende til Mads, når han begyndte at blive træt

af samme servering.

2.

De tog på udflugter i omegnen, og i år besøgte de også Jens og familien i Korsør,

hvor de nu boede. Han var jo togfører, en meget betroet stilling, syntes forældrene. Jens tog dem med op 

i sit lokomotiv og viste, hvordan det hele fungerede. 

Harald på 11 år var meget optaget af alle tingene og spurgte uafbrudt sin far ud om den

store maskine.

Skal du også være lokomotivfører, når du bliver voksen, spurgte Mads sit barnebarn.

Ja, helt bestemt farfar, lød det prompte svar. 

Ja, han står nærmest i lære hos mig allerede, smilte den stolte far.

En sommerdag vandrede Maren over til Voldtofte for at tage mål til Annas konfirmationskjole.

Hun travede rask afsted, over Springenbjerg, hvor jo Else havde boet, ned gennem Flemløse, op 

over Kirkebjergbakken og ned til Voldtofte, hvor Peder boede i et mindre hus med Ane Katrine og 

de fem store børn.

Ane Katrine var lidt nedtrykt, mærkede Maren, da de stod og pillede kartofler til aftensmaden.

Hvad trykker dig Ane Katrine? spurgte hun direkte.

Åh, - det er jo ikke let for drengene altid at finde arbejde her på egnen. De siger, de også vil

rejse længere væk, som deres onkler Jeppe og Jens gjorde som unge.

Nåja, men det er da også helt naturligt, Ane Katrine. Er det ikke bare opmuntrende, at de vil

ud og prøve kræfter andre steder ? Det var da mere trist, hvis de hang hjemme i mors skørter altid!

Jo, det kan du sagtens sige, Maren. Men hvad mener du så, når jeg fortæller, at Mads Peder

og Jørgen snakker om at emigrere helt til USA?

Det er min kusine, der lokker dem derover. Hun er jo emigreret for år tilbage. Hun var på besøg 

her for nogle måneder siden.

Maren tog sig til hovedet og fandt den nærmeste stol. Nu måtte hun sidde ned.

Hun trak vejret dybt og udbrød:

Hvad siger du, Ane Katrine? Det kan da ikke passe?

Det kan du da tro, det kan - passe! De er begyndt at undersøge priser på rejsen - enturs - 

vel at mærke! Ja, de sparer op, siger de. De vil også have Maren med, men hun tør vist ikke friste 

skæbnen så meget. Heldigvis, siger vi, - det ville være min død!

Men lad os nu se, om det ikke bare er nogle ønskedrømme! Når de tænker sig godt om, er det

jo meget farefuldt, har vi hørt. Selvom nogle skandinaver jo klarer sig godt derovre.  

Bare rolig, siger de til os. Vi bliver hjemme til jeres sølvbryllup til foråret! Men du må ikke

sige noget om det til de andre, Maren! 

Men drømme er det ikke! De har jo også begge været meget uheldige med deres pladser på gårdene.

De har sovet i halm, arbejdet meget hårdt og fået lille løn. Til påske fik de et æg, til jul en appelsin.

Jørgen har fortalt om, hvor beskidte deres sokker var: de kunne nærmest stå af sig selv, sagde han!

Men det kan da tage tid at spare op til sådan en rejse? spurgte Maren.

Jo, men nu har Mads Peder da tjent lidt hos militæret i Nyborg. Han var jo inde som soldat, - han var 

underkorporal og fik en meget flot udtalelse, fortalte Ane Katrine stolt. - Han var færdig her i sommers, 

nøjagtig den 11. juni.

Men jeg har en overraskelse klar til dem, smilede Ane Katrine. De skulle jo betale for kost

og logi, når de boede her. Men jeg har gemt pengene til dem. Til deres huskøb måske en dag.

Maren vidste ikke, hvad hun skulle finde på at sige - både for at trøste Ane Katrine og også sig selv.

3.

Den 4. oktober var de så til Annas konfirmation i Flemløse. Hun så flot ud i den fine hvide kjole, 

som farmor nåede at sy færdig. 

I kirken sagde præsten Anne Madsen til Anna. Dåbsnavnet var Anne, men hun ville kaldes Anna.

Bagefter var de samlet på Flemløse Kro til spisning. Der blev ikke nævnt et ord om drengenes 

flytteplaner. 

Skarpsindig som Maren var, bemærkede hun en vis munterhed hos den ældste Hans. Hans øjne

stålede.

Lur mig, Mads, sagde hun, da de kørte hjemad. Hans er forelsket, tror jeg! 

Mads havde været i dyb diskussion med Peder om IC Christensens fremtid som konseilpræsident, 

efter justitsministeren Alberti meldte sig selv for bedrageri for et svimlende beløb af 15 millioner kroner

først i september.

Peder mente, han måtte gå af, da han jo havde støttet Alberti - også med et lån gik rygterne.

Men Kongen, Peder? Han har da også støttet Alberti? Ja, han har jo ovenikøbet bedt 

IC om at forsvare Alberti mod de mange smædebreve og anklagende skrivelser i aviserne.

Hvad med Kongen? spurgte Peder lidt mistænksomt.

Jeg mener, at man måske må tænke på ham, han vil blive endnu meget skuffet, end han allerede er.

Peder svarede ikke, men gik hen til konfirmandinden.

Men Peder fik ret. Konseilpræsidenten venstremanden IC Christensen gik af den 12. oktober, 8 dage

efter Annas konfirmation. Nu kom historikeren og venstremanden Niels Neergaard til.

Hvor længe mon han holder? spurgte Mads sig selv. Han har jo ikke tid! Han forsker jo og skriver 

historiske fagbøger. 

Det var faktisk et godt spørgsmål, Mads der formulerede. Historien om danske konseilpræsidenter

efter Grundloven 1848 viser nemlig, at der ialt sidder 8 ‘præsidenter’ i kun 1 år, flere sidder i kun 2 

eller 3 år, og en i 4 år, en i 5 år, undtagen den store undtagelse højremanden Estrup, der sidder

på magten i 19 år, fra 1875 til 1894! Ialt 19 statsministre, som de kaldtes fra

1908 - på 50 år!

Disse år var jo også ret turbulente i Danmarks historie. Den såkaldte 3-årskrig, den Slesvig-Holstenske krig, 

begyndte allerede for alvor i marts 1848, altså før Grundlovens vedtagelse d. 5. juni.
Den kunne bedst beskrives som en art borgerkrig, da hertugdømmerne jo var en del af helstaten Danmark.
Krigen vindes af helstatstilhængerne, og d. 8. maj 1852 underskrev stormagterne i Europa en protokol i London, 

der egentlig bevarede status quo fra før krigen. Mange tusinde soldater var døde.

Så kom 1864-krigen. - Preussen gik til angreb. Den krig tabte danskerne som bekendt, og vi mistede

jo både Slesvig og Holsten. Vi var arealmæssigt indtil 1920 den mindste danske nation nogensinde! 

I 1870 begyndte Georg Brandes sine revolutionerede forelæsninger på Københavns Universitet om

temaet ‘at sætte problemer under debat’. Nu skulle der ruskes op i samfundsdebatten, og det blev der! 

Bl.a. blev Dansk Kvindesamfund dannet 1871. Sædelighedsdebatten begyndte.

Socialdemokratiet dannes i efteråret 1871 med Louis Pio i spidsen. Nu skulle den voksende 

arbejderklasse logisk nok også have nogle fortalere. De fik et parti, der kæmpede deres sag.

I 1901 det såkaldte Systemskifte. Og i 1905 kom så dannelsen af Det radikale Venstre.

Nej, det var da ikke nemt at være konseilpræsidenter i det oprørte hav.

1909

1.

Allerede i marts, d. 15. skulle der igen være fest hos Peder og Ane Katrine: deres sølvbryllup skulle

holdes på Flemløse kro.

Et nyt medlem gjorde sin entré i den nære familie, nemlig den ældste søn Hans’s forlovede Mathilde.

Hans præsenterede hende for Maren. 

I passer jo godt sammen, et flot par er I, udbrød Maren.

De lo alle.

Mathilde kommer fra Dreslette sogn, fra Brunshuse, fortalte Hans. Vi skal giftes i Dreslette

Kirke den 22. maj, farmor. - I er hermed inviteret, sagde Mads smilende. Også Mathilde smilede

varmt. 

Det var jo en glædelig nyhed for især Maren. Hendes ældste barnebarn skulle giftes med en sød pige,

som oven i købet kom fra samme sogn, som hendes for længst afdøde far kom fra og før ham mange generationer tilbage. 

Ja, i Dreslette Sogn var der dybe rødder.

Men nu var det ‘officielt’ i hele familien, at sønnerne Mads Peder og Jørgen ville emigrere til Amerika

- sandsynligvis til oktober. Det satte jo et skår i glæden hos både forældre og bedsteforældre!

Hvad skal I dog leve af derovre, spurgte Maren dem bekymret.

Jamen farmor: hvad skal vi leve af her? Vi vil ikke hutle os igennem livet på sydvestfyn!

Vi vil ud på eventyr! Der er mange, der klarer sig godt derovre. Det er mulighedernes land!

Guds eget land!

Ha, sikke noget vås, lo Mads, der stod ved siden af! Så vidt jeg ved, er det indianernes land!

Mads Peder og Jørgen lo lidt forlegne.

Der er jo ingen, der kender os derovre! Vi kan begynde på en frisk! sagde Mads Peder.

Vi glæder os, må I forstå. Så snart vi har tjent nogle penge, kommer vi hjem og besøger jer, 

lovede Jørgen.

Mads lagde armen om Marens skulder og trak hende ind til sig.

Den nat græd Maren sig i søvn. Måske var det mest på forældrenes vegne, hun græd.

Men tænk på, at de glæder sig, Maren, sagde Mads og tog om hende igen. 

Jo, og de kan vel komme hjem igen, ikke? snøftede hun.

Selvfølgelig kan de det, trøstede Mads, men han tænkte sit.

2.

Det var et travlt fest-forår i 1909. Kun 20 dage efter sølvbrylluppet blev Jeppes ældste datter 

Helene Marie konfirmeret den 4. april i Hundstrup. Maren og Mads deltog selvfølgelig. 

Det er nu mindre kompliceret at besøge Jeppe og familie end hos Peder, indrømmede Maren -

glad over den fine konfirmation. Og et dejligt stort hus, de har, så de kunne holde festen derhjemme.

Så kom den smukke maj, hvor alting gik så hurtigt i naturen. Den 22. tog Maren og Mads til forårets

tredie fest, et kirkebryllup i den højtliggende røde kirke Dreslette. 

Brødrenes forestående afrejse til USA den 8. oktober lagde jo en dæmper på glæden.

Mads Peder gik hen til sin farmor.

Farmor, kender du mon ikke Karoline fra Dærupvej? En af Mads Nielsens mange kønne døtre?

Er det ikke den yngste af de mange børn, heraf vist 7 døtre? 

Vent, var det ikke allerede i 1907 I mødtes, på gården i Flemløse, der hører under Stensgård  Gods i

Svanninge, hvor I begge tjente.

Du fortalte lidt dengang, smålo Maren.

Jo netop, farmor! Sådan noget husker du godt, hva? 

Og hun har sagt, hun også vil emigrere - ja, altså over til mig, når jeg har fået etableret mig!

Åh, det glæder mig at høre, Mads Peder! Så får du en dansk kone! 

Men hvor skal I da bosætte jer? 

Vi skal jo bo den første tid hos vores tante i Omaha i Nebraska. Inde midt i Amerika, farmor.

Så må vi finde ud af, hvor vi kan få arbejde og forhåbentlig købe vores eget.

Der er allerede tusinder af danskere bosatte i disse områder, så vi får god mulighed for at tale dansk.

Jeg skal nok skrive til dig farmor, så du ved besked!

3.

I august måtte Niels Neergaard så gå af som konseilpræsident, så Mads’s anelser holdt stik. Han sad 

ikke engang et helt år, kun 306 dage. Han måtte udskrive valg allerede i maj på grund af stridighederne omkring den
store forsvarssag, hvor der debatteredes frem og tilbage om, hvor den nye forsvarslinie 

skulle ligge nord for København. Indimellem talte man også om helt at nedlægge den eksisterende 

forsvarsfæstning. Politikerne var kørt helt fast. Egentlig var det nyvundne demokrati i fare.

Der var ingen, der rigtig var villig til at træde til som konseilpræsident. 

Så nervepirrende for kongen var det, at han i sin nød ville kontakte en udlænding, en siamesisk admiral Richelieu! 

Men så blev der pludselig enighed blandt de splittede venstregrupper i Rigsdagen, samt med Højre!

Så vågnede ansvarsfølelsen op, og nu blev man enige om, at man igen skulle spørge den 70-årige gamle greve
Holstein-Ledreborg, som ellers opholdt sig i Schweiz. Kongen havde tidligere forhørt ham, men fået afslag. 

Hårdt presset kom han til Danmark og blev nu konseilspræsident. 

Kongen havde en stor del af æren for at redde demokratiet.

4.

Den 8. oktober 1909 oprandt da den store dag for Mads Peder og Jørgens immigration til Amerika.

Afskeden derhjemme med forældrene var meget hård, også med deres søskende. De forsikrede, at de

snart ville komme på besøg, selvom de alle tvivlede meget på det.

Så drog de to brødre da afsted på deres livs eventyr. De tog med tog til Esbjerg, hvorfra de sejlede til Liverpool, 

hvor de skulle ombord på atlanterhavsbåden Lusitania.

En dag kom Ane Katrine på uventet besøg. Hun havde et kort med fra Mads Peder, som de havde

sendt den 15. oktober fra Liverpool til lillesøsteren Anna, som tjente hos en købmand i Gummerup.

Maren  studerede billedet af en stor færge. Lusitania hed den. Hun læste: 

15/10 Liverpol.

Kære Søster. Vi befinder os godt her i Liverpol. Det er lige noget du skulde have været med til.

Det er Skibet som vi skal med i Morgen, du kan nok læse hvad det hedder. Og alle de Sporvogne 

der gaar her i Byen. Vi har været ude at more os i Dag og paa Museet. 

En venlig Hilsen fra Brødrene Madsen.

Brødrene ankom til Ellis Island i New York den 22. oktober 1912.

Mads Peder og Jørgen - han blev jo kaldt John i USA, fandt hurtigt arbejde på nogle gårde i nærheden. 

I 1910 købte de ‘a scully lease’  nær Bostwick. En type leje af jord og bygninger, hvor de skulle

betale en årlig rente til et kontor i Nelson i Nebraska. Gården var på 320 acre, ca 75 tdr. land.

Karoline rejste afsted over til Mads Peder i Nebraska, hvor hun ankom til Ellis Island den 3. september 1912.   

De blev gift i marts 1913 i Nelson, Nebraska. 

Jørgen solgte nu sin andel af gården til Mads Peder og tog til Sioux City i Iowa. Her fik han arbejde hos 

jernbanen. Det havde han indtil sin pension. Han fandt en amerikansk kvinde Mary Minert, 

og de blev gift i 1921 i Sioux City.

Mads Peder fik tre børn, Agnes, Verner og Ova. Jørgen fik to, Evelyn og Lesley. 

Om disse børn kan der jo berettes mange faktuelle livshistorier. Den mest gribende og tragiske er

historien om Ova, der som 22-årig afbrød sine universitetsstuder og tilsluttede sig den amerikanske hær, 

der gik i land på D-dagen, den 4. juli i Frankrig i 1944. Han var da sergeant.
Han blev dræbt i Tyskland d. 28. februar, 1945 få måneder før Tysklands kapitulation. 

Hædret postumt med to store medaljer: Purple Heart og  Distinguished Service Cross for ‘extraordinary heroism’. 

Han afværgede med sin sidste kræfter - efter at være dødeligt såret af maskingeværkugler - 

et angreb på sine soldater ved at kaste en granat mod fjenden.

Han blev begravet i Holland, senere overført til The Golden Gate National Cementery  i San Bruno i Californien.

Da var farmor Maren forlængst død. 

5.

Holstein-Ledreborg holdt i  73 dage til den 28. oktober. Så fik Det Radikale Venstre for første gang 

et ministerium, med Zahle som konseilpræsident.

Det nye ministerium med den radikale Zahle som konseilpræsident er nu sammensat, Maren! 

Det møder godt nok kritik i mange dagblade!, sagde Mads til Maren, mens hun stod over komfuret 

og lavede bortjsj. Ja, sådan hedder den russiske rødbedesuppe. Hun havde læst opskriften i sin 

nye kogebog, og hun ville gerne prøve noget nyt.

Mads var fordybet i dagens avis fra d. 28. oktober.

Ja, den nye regering spås ikke lang levetid, - især fordi det jo er et såkaldt mindretalsregering, så det 

bliver vanskeligt at få noget gennemført. Især forsvarssagen opholder mange journalister. 

Men det giver da lidt fred i nogle uger, da den nye forsvarsminister Krabbe, der jo ikke er varm 

Tilhænger af forsvarssagen, som den skal videreføres efter tidligere beslutninger.

Han kan ikke kan møde de første uger! Hvorfor står der ikke noget om!

Forsvarsspørgsmålet er jo også Kongens store bekymring, ja, hans hjertesag, så at sige.

Det er da vist politisk spilfægteri, sagde Maren.  Fangede han hendes forsøg på af være lidt morsom, tænkte hun.

Ja, det kan der være noget om, - men sådan er politik jo ofte!

Hvad er dog det? spurgte Mads noget forbløffet, da han den dampende varme suppe stod foran ham?

Russisk rødbedesuppe, Mads. Den hedder bortsjs! Det er godt med suppe her i kulden.

Nåda, skal vi nu til at være russere! 

Nej da, spis nu bare! smålo Maren.

Nå ja, vi har jo også danske prinsesse Dagmar siddende som russisk zarinde! Maria Fedorovna hedder 

hun nu.

Det må da være mærkeligt sådan at skulle skifte navn, når man er voksen. Sådan som de

kongelige gør. Da prins Carl blev konge i Norge i 1905 , blev han kaldt Kong Haakon.

Ja, og da prins Vilhelm blev konge af Grækenland i 1863 blev han til Kong Georg, supplerede Mads

Men apropos russisk suppe og zarinden, ja, så gad jeg vide, om hun spiser sådan bondekost!

De lever jo meget overdådigt. Provokerende er det, da mange mennesker derovre er meget fattige, 

ja, nogle sulter endda, og nu er de forståeligt nok begyndt at gøre oprør.

Ja, jeg ville nødig være i hendes sko, sukkede Maren.

1910

Af store familiebegivenheder i 1910 var Hans’s og Matildes første barn, født den 9. september. 

Han blev døbt Holger. Det var Marens første oldebarn - hun var lykkelig!

Ligesom Holger Danske, lo Mads.
Åh, din spøgefugl. Mads, smålo også Maren.

Allerede den 5. juli måtte der så igen ske et politisk skift: Zahle gik af efter 250 dage, og Venstre kom igen

til magten med konseilpræsident Berntsen i spidsen. Han sad indtil 21. juni 1913.

Det skulle blive den sidste konseilpræsident i Marens tid. Også i Kong Frederiks.

Men ikke i Mads’s. Han overlevede jo Maren med næsten 5 år. Han døde 16. januar 1917 i Hallelev

hos datteren Else. 78 år gammel. Hvad ville han mon have sagt til Påskekrisen i 1920?

1911

Både forår og efterår bød på konfirmationer af børnebørn.

Den yngste af Jeppes døtre, Anna Elise blev konfirmeret den 9. april  i Hundstrup, og Jens’s ældste barn,

sønnen Harald Glamsbjerg Madsen (han sletter Madsen-navnet i 1932) i Korsør den 8. oktober.
Lillebroderen Max har gjort det i 1930. Senere har efterkommer af dem ændret Glamsbjerg til den gamle

stavemåde Glensbjerg.

Familien Jens Madsen er flyttet fra Orehoved på Falster til Korsør mellem 1901 og 1911, hvorfra de den 

1. april 1914 flytter videre til Esbjerg. Her bliver Jens pensioneret fra DSB. I 1923 flytter Harald 

hjemmefra til Valby, og lillesøsteren Inge Esther flytter i 1925 til Hillerød.

1912

Da det blev forår dette år, ja, så kom katastroferne! Ugen efter påske fik Maren influenza. Hun hostede og fik

høj feber, og på hendes dødsdag, tirsdag den 16. april måtte hun give op. Samme dag havde Mads måske læst højt

fra sin elskede avis for hende om verdens største skibskatastrofe i fredstid, nemlig om Titanic-forliset natten

mellem den 14. og 15. april 1912. 

Og Amerikabåden Lusitania, som havde sejlet hendes to børnebørn til Amerika i 1909, blev i 1915 sænket af en 

tysk U-båd under den 1. verdenskrig. 

Verden er ‘af lave’, sagde Mads til sig selv.

En måneds tid efter den 14. maj 1912 dør kong Frederik VIII.

Peder Madsen og Ane Katrines efterkommere og deres sidste år 

'Den store politik' - offentlighedsfæren

Fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig i Versailles forløb hele foråret i 1919 og blev endelig

underskrevet i juni. Danmark havde fået Nordslesvig eller Sønderjylland tilbage!

Men den såkaldte Dannevirkebevægelse ønskede grænsen sydligere, nemlig ved Dannevirke.

Bevægelsen fik fransk støtte, og der blev vedtaget, at der skulle foretages en folkeafstemning.

Den radikale regering ønskede ikke, at landområder med tysk flertal skulle indlemmes i Danmark.

Men det er da danske konger, ja vel Dronning Thyra, der har bygget Dannevirke, tænkte mange. Såh?

Fra 1913 var den radikale Zahle igen tiltrådt som konseilpræsident. Her skulle han sidde

indtil den berømte Påskekrise i 1920, hvor Danmark nær var blevet republik. 

Kong Christian X lærte her lektien, nemlig at regentens magt i et konstitutionelt monarki ikke længere

var mere eller mindre enevældig - nu efter demokratiet fik mere og mere tyngde i Folketinget.

Da Påskekrisen kommer i 1920, hvor Kong Christian vel lidt spontant ‘fyrer’ sin konseilpræsident Zahle,

i et noget desperat forsøg på at få et ministerium, der går ind for indlemmelse af byen Flensborg i Danmark,

- også selvom flertallet efter afstemningen i Flensborg ville til Tyskland -  og hvor landet pludselig står uden statsminister, 

ja, så blev der råbt på københavnsk under arbejdernes demonstration på Amalienborg Slotsplads. Kresjan væk, republæk!

Men især socialdemokraten Stauning viste sig som en ‘statsmand’, idet han gik til Kongen sammen 

med et par andre socialdemokrater og formåede at få Kongen beroliget og at få dannet en 

‘kompromisregering’ med den upartiske Friis som statsminister. Den parlamentariske krise var afværget.

Så kom Påskekrisen i 1920, afstemningen og den endelige grænsedragning uden Flensborg.

Formelt blev det tilbagevundne Sønderjylland indlemmet den 15. juni 1920, - og symbolsk markeret ved
at Kong Christians 10. på en hvid hest den 10. juli red over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding.

En stor festdag for det danske rige.

'Den lille politik' - intimssfæren

Den 5. juni 1920 blev Hans og Mathildes familie forøget med 'sidste skud på stammen', datteren Jenny. 

Det blev deres femte barn, tre drenge og to piger. Det blev en børneflok ligesom hos Peder og Ane Katrine.

Men hos den yngste generation fik kun 2 af børnene selv familier, Hans og Jenny, mens Peder og
Ane Katrines børn alle blev gift og fik børn.

Et mønster som desværre viser, at Danmarks befolkning ikke er i stand til at reproducere sig selv!

Ja, også hos Peder og Ane Katrines emigrerede børn blev børnefødslerne mere og mere faldende.

Det store problem for ' Vestens' såkaldte vækst, der åbenbart kun angår ting og ikke mennesker.

Peder og Ane Katrine måtte jo  igennem den ‘blandede sorg’ at sige farvel til to sønner, der rejste til

Amerika i 1909. Ja, ‘blandet sorg’ fordi sønnerne selv glædede sig til de nye eventyr ‘over there’.

De fik dem ikke at se igen. Men de skrev meget sammen.

Men heldigvis bosatte den ældste søn Hans sig på en mindre gård i Stimose, et par kilometer fra deres
bopæl i Voldtofte. 

Her vandrede Ane Katrine ofte ud og hjalp til med den voksende børneflok.

I 1921 var Peder og Ane Katrine flyttet til et hus på Snave Mark i Dreslette Sogn. 

Engang i 1915 får deres datter Maren arbejde på godset Hverringe gods nær Kerteminde.

Maren bliver gift den 27. februar i Flemløse med Anders Nielsen, der også arbejder på godset som kusk.

De får sønnen Svend Åge den 2. maj. 1916 og bosætter sig i Kerteminde - noget fjernt for forældrene ! 

Flere samfundsgrupper kunne nu stemme, og i 1915 fik endelig den mægtige gruppe af kvinder stemmeret.

Faktisk var antal kvinder i Danmark ca. 70.000 større end antal mænd ifølge Danmarks Statistik i 1911.

Det skulle din far lige have oplevet, han, der interesserede sig så meget for politik, sagde Ane Katrine til Peder. 

Ja, og min mor ville have jublet, svarede Peder.

De smilte begge ved tanken om hans forældre.

I 1921 bliver Anna gift med malermester Jørgen Larsen i Assens, hvor de bor til deres død.

Det var den yngste af børnene, der således indgik ægteskab.

Det var jo en glæde for forældrene at vide, at alle børnene nu havde fået en livsledsager. 

Ane Katrine og Peder fik mange børnebørn! Ialt 14! Alle medens Ane Katrine levede.
Deres  yngste barnebarn var min mor Ingrid Marie, født 1925 et par måneder efter Peders død .
Hun blev kun kaldt Ingrid Marie.
Ingrid blev også den længst levende af dem alle - død 2021 (dagen før sin 96. fødselsdag.)

Lige på et punkt, sidst fødte - længst levende - blev der orden i regnskabet.

Den ældste søn Hans fik i alt 5 børn mellem 1910 og 1920 -  Holger, Agnes, Verner, Laurids, Anna

Mads Peder fik ialt 3 børn fra 1913-1922 - Agnes Margretha, Verner Henry, Oda Irving

Jørgen fik 2 børn fra 1922-1924 - Evelyn Marie, John Lesley

Maren fik 3 børn fra 1916-1925 -  Svend Åge, Helge og Ingrid Marie

Anna fik 1 barn i 1923 -  Preben Erik, der i 1949 også emigrerede til USA, til Californien.

1925: 17. marts dør Peder. I kirkebogen skriver præsten:

Husejer på Snave Mark, Dreslette Sogn søn af ugift Maren Jepsen, af Glamsbjerg, Kjøng Sogn, født d. 28. jul. 1858. - Var gift med efterlevende Ane Cathrine f. Hansen. Sidste fælles bopæl Snave Mark. 66 aar.  

Pludselig død under arbejde på marken. Par-clysisendis. Medicolegal .  Ligsynsattest fra Politimesteren af 18/3. - 

Mon præsten mener paralysis - lammelse? Mon ikke det er hjertestop?

To måneder efter Peders død føder datteren Maren den 25. juni 1925 datteren Ingrid Marie.

Var Marens fødsler vanskelige? Var faderen Peders død måske bl.a. forårsaget af nervøsitet for datterens

forstående barsel? Men denne gang gik det godt, men næste graviditet var jo alt for hurtig efter, og den 

11. december 1926 dør Maren og barnet i barselsseng på Odense Sygehus.

Helge og Ingrid kommer i pleje hos et par af faderen Anders’ brødre, også bosatte i Kerteminde.

Ingrid kom straks i pleje hos farbror mælkehandler Olav og hustru i Kerteminde,
storebror Helge hos farbror cykelhandler Karl Kristian og hustru i Kerteminde,

og storebror Svend Aage kom 10,5 år gammel ud at tjene på Hedebogården v. Faurskov.

Faderen Anders Nielsen køber en lille landejendom ved Faurskov i 1928 og bor der med Helge og Ingrid ca 1928 - 

jan. 1931. I 1929 kommer børskrakket, og landbruget går ikke.  

Den 7. oktober 1929 dør Ane Katrine. I kirkebogen indføres, at hun var kogekone i Stimose.

Efter 1929.

Sidst i 1930 flyttes Maren og Anders’s  to yngste børn til deres morbror Hans Madsen og hustru Mathilde i Stimose,

en lille gård mellem landsbyerne Sø Søby og Flemløse. Anders flytter tilbage til Kerteminde og bliver fisker.

Børnene ser ikke ofte deres far. Ane Katrine ser højst sandsynligt ikke Marens børn inden sin død?

Lidt mere om Maren Madsen (1890-1926) - min mormor

Som barn legede Maren sandsynligvis med den ca jævnaldrende pige Ingrid Marie fra

Høed Skole. Der var jo kort mellem Høed og Voldtofte, hvor Maren voksede op.

Ingrid Marie døde af sygdom som barn, og det har selvfølgelig gjort stort indtryk på Maren, - så stort, 

at hun opkaldte sin første (og eneste) datter efter hende i 1925.

En anden historie er, at Ingrid Marie i Høed kom til at lægge navn til den kendte æblesort Ingrid Marie.

Skolelæreren K. Madsen fra Høed fortalte mange år senere i 1940 følgende:

”For ca. 30 år siden voksede et lille Æbletræ op her i Skolehaven midt i en Hindbærplante,

rimeligvis efter en Kærne af et Æble, havnet i Møddingen. I Haven fandtes et ungt Træ af Cox's Orange, 

og da Ingrid Marie ligner Cox's Orange, kan man vel formode, at denne er Modersorten. 

Det lille Træ fik Lov til at blive stående — det kunde jo altid podes — og efter 4 - 5 års Forløb bar 

det Frugt, og da denne viste sig at være af en ny Sort og god, opkaldte vi den efter vor afdøde 

Datter Ingrid Marie.« 

Maren kom til Hverringe gods ved Kerteminde i 1915, måske før. Her mødte hun sin kommende ægtemand 

Anders Nielsen, der var kusk på godset. Maren var i 7. måned, da hun sidst i februar 1916 blev viet til Anders i 

Flemløse Kirke. Sønnen Svend Åge fødtes 2. maj. Der skulle dog gå 6 år, inden næste barn, sønnen Helge blev

født i Kerteminde.

Som skrevet ovenfor blev Maren ikke gammel, men døde som knap 36-årig i barselsseng den 11. dec. 1926.  

Hendes alt for tidlige død trak dybe spor hos efterkommerne. Barselsdød var efterhånden mere sjældent

i 1926, og ægtefællen og faderen Anders giftede sig ikke hurtigt igen, som de efterladte ægtefæller tidligere gjorde.

Chokket var sandsynligvis for stort. Han forblev enkemand i 46 år lige til sin død i 1972.

Han havde et lille hus i Fiskergade i Kerteminde, hvor børn og børnebørn besøgte ham. Han kom også på

besøg hos dem. 
Det er en 'sjov' detalje at huske for mig, hans ældste barnebarn, at når han kyssede mig på kinden,
kildede hans overskæg.

Senere kom han på 'alderdomshjem' i Kerteminde. Han var rask og rørig, og mens han boede der, byggede

han et lille sommerhus, et grønt træhus ved en lille sidevej til Hindsholmvej, Ærensprisvej ved Nordstranden,
lige ved et vandløb og et vandtårn.

Det står endnu. Som 14-årig var jeg sammen med en veninde på ferie i det lille primitive, men meget hyggelige hus.

Ingrid Marie Larsens (f. Nielsen) sidste seks år

2015-2021

Min mor Ingrid kom på Plejecenter Korsvang i Assens den 1. september 2015 som 90-årig.

Hun havde da boet alene i mine forældres hus, efter hun blev enke i år 2000. En ret ensom tid,

selvom der var gode naboer, der kiggede til hende og besøgte  hende, ligesom hun der og på

plejehjemmet fik ugentlige besøg af min bror Mogens.

Om sommeren havde hun holdt sin 90-års dag på Glamsbjerg Hotel med de allernærmeste, 

og hun havde den glæde, at hendes første oldebarn Anna deltog, næsten 1 år gammel.

Se foto: Ingrid med første oldebarn Anna 2014.

På plejehjemmet fik hun en dejlig stue med god udsigt mod en hovedgade og mod haven.

Hendes kære storebror Helge, der var 2 år ældre end hende, havde været på plejehjemmet et par

år og havde sin stue næsten nabo til min mor. Men efter 1,5 måned døde han, syg som han var.

De havde fulgtes ad hele livet, ja, mine forældre flyttede jo fra Dærup Skov til Flemløse i 1964, en 

lille kilometer fra Helge og Gerdas ejendom i Stimose, meget nær fætteren Laurids, som jo overtog

sine forældres gård.

Men på plejehjemmet fik hun sine sidste gode år. Her var også beboere, hun i begyndelsen 

snakkede med, selvom hun hørte meget dårligt. Der var også ugentlige arrangementer, de havde 

musik og sang - hun elskede at synge, men alt det sociale ophørte med den store pandemi, der

jo satte ind i foråret 2020. Det var vanskeligt at tale med folk med masker på, for hun mundaflæste

jo også, som man gør som hørehæmmet. Kommunikationen blev indsnævret, og hun var ellers

et socialt menneske, - elskede at rejse og komme ud blandt andre.

Både Ingrid og Helge kom meget ud at rejse i deres pensionisttilværelse. De var begge med ægtefæller

på månedlangt besøg hos amerikanerne, deres fætre og kusiner, 'over there', rundt om i USA.

Ingrid lærte sig engelsk i høj alder for at kunne kommunikere med de amerikanske fætre og kusiner,

der ikke kunne dansk.

Allerede i 2016 fik hun det andet oldebarn, Otto, og året efter kom så det tredie, Viggo.

Når hun havde besøg af oldebørnene med forældre var der jo liv og glade dage. Til slut kunne

hun ikke magte støjen mere, og til sidst blev hun meget træt af dage - og sov ind stille og roligt.

En meget naturlig og smuk død.

Min mor tjente som 19-årig hos en bogholder i Vestergade i Odense i 1944, og den 14. september hørte hun
Odinstårnet i Bolbro blive bombet af danske nazister.
Det var så voldsomt, at vinduerne klirrede, fortalte hun.

Hun fødte 2 børn: Jeg blev født den 9. juni 1949 og min lillebror d. 26. september 1955.

Min mor blev født den 25. juni 1925 i Kerteminde og døde dagen før sin 96-års fødselsdag, d. 24. juni 2021.

Epilog

I juli 2010 mødtes mange af os efterkommere efter Peder Madsen og Ane Katrine - mange fætre/kusiner ,

granfætre/grankusiner til 'family union' i San Francisco.  En stor oplevelse for mange af os!

En af Peder Madsens efterkommere i USA, Mads Peders søn Verners hustru Vivian (født Kirkpatrick) lavede en grundig

research over sin mands danske rødder, fortalte deres datter Marlene mig på dette møde. 

Kopier af dette arbejde blev senere overrakt mig i 2012, da Agnes’ barnebarn Elizabeth besøgte 

os i Danmark.

Her er mange  kopier af  fotos, dokumenter, breve og postkort, som beskrivelsen af ‘amerikanerne’ mest er 

baseret på. Også kopier af den dansk-amerikanske soldat Oda, der som beskrevet døde i en heroisk kamp i Europa
et par måneder før Tysklands kapitulation i april 1945 - og blev hædret posthumt med de største medaljer i USA.

For en slægtsforsker en ren ‘guldskat’!

Else Larsen Jespersen, december 2021 - korrigeret marts 2025.